Skjern Bank har opjusteret forventningerne for årets resultat efter fremgang i de første tre kvartaler.

Efter tre gode kvartaler har Skjern Bank opjusteret forventningerne til årets resultat.

Nu forventer banken, at resultatet før skat bliver 125-140 millioner kroner. Tidligere forventede man et resultat på mellem 115 millioner kroner og 130 millioner kroner.

Det fremgår af bankens 3. kvartalsrapport.

I løbet af årets første tre kvartaler havde banken et resultat på 100 millioner kroner før skat.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I ledelsesberetningen beskriver banken det som meget tilfredsstillende.

- Det er yderst positivt, at resultatskabelsen i banken er styrket så markant i forhold til de oprindelige forventninger, og det endda samtidig med, at der reserveres yderligere nedskrivninger i niveauet 20 mio. kr. i forhold til oprindeligt udmeldt interval, står der.

Landbrugskunder står for 10,5 procent af bankens udlån og garantier, fremgår det af kvartalsrapporten.

Bankens kunder i minkbranchen er generelt meget velkonsoliderede, så der vurderes ikke væsentlig risiko forbundet herved, står der desuden i rapporten.