Lyt til artiklen:

Positiv udvikling for landbrugskunder

00:00
Hastighed: ???x
01:42

Skjern Bank opnåede efter årets første tre kvartaler en betydelig fremgang i resultatet, som blev 149,1 millioner kroner mod 100,1 millioner kroner i samme periode i 2020.

Også nettorente- og gebyrindtægter steg fra 260 millioner kroner til 283 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Banken begrunder blandt andet fremgangen med en generel forbedring i boniteten i bankens udlånsportefølje de senere år. Det har ført til en positiv udvikling i nedskrivningsbehovet i samtlige segmenter, og banken fremhæver her særligt landbruget i ledelsesberetningen.

"Banken forventer fortsat ikke at konstatere tab som følge af nedlukningen af minkerhvervet," tilføjer ledelsen.

I ledelsesberetningen fremgår det endvidere, at banken har et strategisk mål om, at ekspone­ringen mod de enkelte erhvervssegmenter ikke må overstige 15 procent. Også her fremhæver bankens ledelse en positiv udvikling, idet eksponeringen mod de to største erhvervssegmenter, landbruget og fast ejendom, i 2021 er reduceret til henholdsvis 10,5 procent og 11,3 procent.

Eksponeringen mod landbrug, jagt og skovbrug og fiskeri var efter tredje kvartal i 2020 10,8 procent.

Inden for de forskellige grene af landbrugserhvervet fordeler bankens engagement sig med 1,4 procentpoint på planteavl, 6,0 procentpoint på kvægbrug, 1,0 procentpoint på svinebrug og 0,9 procentpoint på mink. Kategorien øvrig landbrug udgør 1,2 procentpoint.