Debat: Jeg var landmand - var stolt og glad for min virksomhed, som var rammen for mit og familiens liv. Et liv med travlhed - men også med frihed til at være tæt på børnene når de kom hjem fra skole.
Jeg er ikke landmand mere.
For ni år siden blev jeg af bank/ kreditforening fejlagtigt tvunget til at sælge gården, og mit og familiens liv blev med ét rykket i stykker.
Gården var jo ikke bare en virksomhed - et sted - hvor far gik på arbejde - den var også vores hjem. Det var her, børnene var vokset op, og hvor alle vore minder var knyttet til.
I dag har jeg et godt arbejde - et godt liv på mange måder, også økonomisk.
Alligevel må jeg dagligt leve med de mentale følger af den traumatiske oplevelse, som det var at miste gården - især i tiden efter.
Følgerne har jeg nu levet med i 9 år- mest i det skjulte - men de styrer mit liv langt mere, end godt er.
Det er omkostninger på det menneskelige plan, der aldrig kan gøres op i penge.
Jeg har et ønske om at min historie vil blive læst og læseren vil opleve, at de ikke står alene med de svære ting.
Artiklen her er især rettet til:
-andre landbo familier som har mistet deres gård
-andre som har mistet deres livsværk
-andre som uden varsel er blevet fyret
m.v.
og som står tilbage med følelsen af at være uretfærdigt behandlet.
Mit håb er også, at min historie vil blive læst af de mennesker, som i hverdagen træffer beslutninger, der griber dybt ind i andres liv.
Artiklen her er også et forsøg på at hjælpe mig selv videre og få sat et punktum, der gør mig i stand til at koncentrere mig om det liv jeg har nu.
Hvad er det så jeg slæber med ? Og hvordan påvirker det mig i hverdagen ?
Hver nat vågner jeg i den bedste sovetid midt i en drøm, hvor jeg sidder til møde med bank og kreditforening.
Drømmen er altid den samme, og der bliver sagt det samme - stemningen er aldeles ubehagelig - deltagerne er uenige - jeg selv tier, men fornemmer, at noget farligt er ved at ske.
Jeg falder ikke i den dybe søvn igen - men bliver liggende i min seng, til jeg skal op og forsøger at falde lidt til ro og få tankerne væk fra drømmen.
Sådan har mine nætter været i ni år.
Mine muskler gør ondt. Jeg ved ikke hvorfor - og jeg fejler ikke noget, som kan forklare smerterne. Alligevel går jeg på arbejde hver dag og passer mit arbejde - uden sygedage.
Uden min viljestyrke havde jeg givet op for længst - men det gør jeg ikke.
Ud over smerter i musklerne føler jeg konstant uro i kroppen. Derfor sidder jeg ikke stille og slapper af i en stol ret længe af gangen. Jeg har det bedst, når jeg er fysisk aktiv - og mærker tydeligt en dejlig ro og afslappethed i kroppen efter en danseaften.
Sådan har min krop haft det i ni år.
Mit hjerte det banker, når jeg skal ind i min bank, og jeg skynder mig ud igen, så snart det er muligt. Det giver lidt tryghed, når jeg kan få øje på bankdirektøren i min nye bank - for han tør åbenbart se sine kunder i øjnene.
Jeg tør heller ikke længere rådgive andre i økonomiske spørgsmål - min egen overvældende mistro til den finansielle verden gør mig usikker og bange for at begå fejl.
Læser jeg i avisen om andre familier, som skal væk fra deres gård - genoplever jeg alt det, jeg selv var igennem - og føler mig frygtelig magtesløs vel vidende, at jeg ikke kan hjælpe dem.
Tidligere var jeg ikke bange for at have en mening og udtale mig om mine standpunkter. Nu stoler jeg ikke længere på min egen dømmekraft og tier derfor ofte stille.
Sådan har det været i ni år
Dengang jeg kæmpede for at beholde gården og søgte hjælp og støtte hos mine partnere/interessenter, stod jeg pludselig som "Palle alene i verden" og oplevede, at ingen længere var på "min side" - alle trak sig af andre hensyn - end hensynet til mig!
Jeg alene betalte prisen - og spørger mig selv om de ingen samvittighed har?
Jeg blev efterladt i et følelsesmæssigt kaos og var på én gang utrolig skuffet, såret, vred, krænket - men allermest følte jeg mig svigtet af de personer, jeg havde stolet på i så mange år.
Sådan har jeg det stadig ni år efter, og det giver mig dårlig samvittighed over for mine nærmeste, der både holder af mig og bekymrer sig om mig.
Familien oplever jo dagligt, at jeg er optaget af tanker, der myldrer rundt i mit hoved.
De mange tanker omkring tabet af gården æder af mine mentale kræfter, og jeg trættes unødigt.
Sådan har det været i ni år, og andre forstår ikke, at mine reaktioner kommer helt automatisk ved den mindste anledning.
Det er som om, at jeg har en skærpet opmærksomhed på forhold, som minder om min "sag".
Jeg husker også, at jeg var meget bange for at jeg "skulle gå i stå" og holde op med at udvikle mig som menneske. Det er heldigvis ikke sket - jeg er stadig søgende og nysgerrig, men jeg savner SÅ meget at være den person, jeg var før.
For hvad er det jeg fejler? Er det posttraumatisk stress, jeg lider af? Jeg har ingen diagnoser - så derfor tilbydes jeg heller ingen former for behandling.
Fra andre ved jeg, at PTSD-diagnosen først stilles efter et langt, tidskrævende udredningsforløb.
Et forløb, som ofte føles som tidsspilde og uden nogen værdi i forhold til efterfølgende at blive hjulpet af med symptomer.
Men så stor en forringelse af min livskvalitet er ikke "en fair pris" at betale i ni lange år, så nu søger jeg hjælp til at få det bedre - uden om sundhedssystemet.
Om det lykkes, det ved jeg endnu ikke.
