Kvartalsregnskabet for landbrugssektionen i CNH Industrial viser en nedgang i omsætningen på 7 procent - en stor del af nedgangen er sket på det nordamerikanske marked.

En generel afmatning i salget af landbrugsmaskiner angives som årsag til, at maskinkæmpen CNH Industrial oplever faldende omsætning. CNH fremstiller blandt andet New Holland- og Case IH-traktorer, og det er ikke mindst på det nordamerikanske marked, at der opleves en tilbagegang.

Omsætningen for tredje kvartal af 2019 blev på 2,446 milliarder dollars for landbrugsmaskinerne mod 2,636 milliarder i tredje kvartal 2018. Det svarer til en nedgang på 7 procent.

Det er dog ikke kun i salget af landbrugsmaskiner, at der er nedgang. Entreprenørmaskinerne faldt med 8,5 procent og salget af drivlinjer gik ned med 3,3 procent. Omsætningen på erhvervs- og specialkøretøjer faldt med 3 procent.