Danskerne køber markant mere økologi.

Salget af økologi i Danmark har nået en milepæl. Nye tal viser, at det nu er over halvdelen af danskerne, der køber økologi hver uge. I dag bliver der solgt mere øko-havregryn end ikke-økologisk havregryn, og en række andre varer nærmer sig samme niveau. Økologisk kød derimod halter efter. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

51,4 procent køber økologi hver eneste uge. Det viser nye tal fra 2017, som analyseinstituttet GfK ConsumerScan har trukket for Økologisk Landsforening. I 2016 var det tilsvarende tal 48,7 procent.

- At det nu er et flertal af danskerne, der lægger økologiske varer i indkøbskurven hver uge, er en stærk markering af, at økologi er for alle. Økologien breder sig på hylderne i butikkerne og på danskernes tallerkner i alle dele af landet. Udvalget vokser, og det kvitterer danskerne for ved at lægge stadig flere typer øko-varer i kurven ? til gavn for vores natur, grundvand og dyrene, skriver Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Høj øko-andel

Den positive udvikling i salget af økologi betyder, at mange varer efterhånden har opnået en meget høj økologisk markedsandel, forklarer chefkonsulent i Økologisk Landsforening, Helle Bossen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- I dag bliver der solgt mere økologisk havregryn end konventionelt havregryn. Og gulerødder, yoghurt, bananer, æg, pasta og mel er også godt på vej deropad. Flere kæder har valgt kun at sælge økologiske varianter af bestemte varer, skriver Helle Bossen i en pressemeddelse.

Derimod halter salget af økologisk kød bagud, og det kan blandt andet hænge sammen med, at det tilsyneladende kun er en tredjedel af danskerne, der er klar over, at økologi er lig med høj dyrevelfærd. Det viser en undersøgelse fra Fødevareministeriet.

Derfor sætter Økologisk Landsforening i disse uger ekstra fokus på dyrevelfærden i økologisk landbrug gennem kampagnen Ren Madglæde og under overskriften En himmel til forskel. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelse.