Et åbent samråd i Folketingets miljøudvalg onsdag morgen handlede om Natur- og Miljøklagenævnets afvisning af de statslige vandplaner, men der blev også brugt lidt tid på at drøfte, om organisationen Bæredygtigt Landbrug skal lukkes ind i dialogens varme stue igen.

Det mener Liberal Alliances Mette Bock.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Genoptag dialogen med Bæredygtigt Landbrug, som er en organisation med flere tusinde medlemmer. Hvis ministeren har et ønske om respektfuldt samarbejde, så synes jeg, ministeren skal løfte sig ud over den plads, hun har sat sig på for øjeblikket, sagde Mette Bock på det åbne samråd.

Velkommen efter beklagelse

Svaret fra miljøminister Ida Auken (SF) var en gentagelse af hendes hidtidige synspunkt.

- Bæredygtigt Landbrug er velkommen til dialog, når de vil holde landets love. Når formanden ikke vil det, er det svært at gå i dialog med dem. I det sekund, de beklager, at de sådan gik ud for at bryde landets love, så er de hjerteligt velkomne. Min dør står åben anytime, sagde Ida Auken, som over for de konservatives Lene Espersen præsicerede, at formanden Flemming Fuglede Jørgensen har brudt randzoneloven.

God ledelse

Mette Bock mente, at det karakteriserer god ledelse, når man udviser overskud og generøsitet. Det afviste Ida Auken.

- Jeg synes ikke, Bæredygtigt Landbrug skal ind i værkstedet omkring fremtidens lovgivning, når de har sat sig over den nuværende lovgivning, sagde Ida Auken.