Italienske Same Deutz-Fahr Group måtte tage til takke med et underskud for året 2010. Det viser årsrapporten for koncernen, der har hovedsæde i Treviglio.

Trods en stabil omsætning på 6,37 milliarder kroner i 2010 (6,53 milliarder i 2009) formåede SDF-gruppen ikke at nå overskud i 2010. I stedet inkasserede koncernen et minus efter skat på 89 millioner kroner (77,5 millioner før skat).

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2009 kom koncernen også ud med et underskud - om end et noget større af slagsen - helt præcist 360 millioner kroner. Så SDF har sadlet om flere steder og tilpasset sig markedssituationen, hvilket også ses, hvis man sammenligner omsætningen for 2009 og 2010, der var nogenlunde enslydende - men med to vidt forskellige resultater på bundlinjen.

Dermed er Same Deutz-Fahr Group så at sige godt i gang med at få vendt skuden, og i årsrapporten antyder koncernen da også, at udsigterne for 2011 byder på en signifikant større omsætning og et bedre resultat.

 Mens traktorsalget for SDF steg med 8,0 procent i landene Brasilien, Indien, Kina og Rusland, måtte koncernen notere sig et fald på 10 procent i solgte traktorer i Vesteuropa. Dog kom især Tyskland og Skandinavien stærkt igen de sidste fire måneder af 2010, skriver SDF Group i årsrapporten.

Solgt ud af motor-aktier

SDF har for at tilpasse sig den nuværende situation skåret antallet af medarbejdere ned til 2.303 i 2010 mod 2.549 i 2009.

Samtidig er der også sket ændringer i ledelsen, hvor yngre og friske øjne er kommet ind. Blandt andet har den nu tidligere administrerende direktør, Massimo Bordi, søgt nye udfordringer og er blevet erstattet af Lodovico Bussolati.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Same Deutz-Fahr Group har indtil 2010 haft 44,97 procent af aktierne i den tyske motorproducent Deutz AG, der ud over motorer til Same Deutz-Fahr blandt andet producerer motorer til Volvo og Fendt. Men koncernen har solgt ud af aktierne og ejer nu 25,1 procent. Til gengæld inkasserede salget 931 millioner danske kroner, og en del af beløbet blev brugt til at afdrage på mellemfristede lån i den italienske bank Centrobanca S.p.A.