Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Andelshavere får 184 millioner kroner retur
DLG's overskudsdeklarering bliver den næststørste i DLG's historie. I alt sender koncernen 184 mio. kroner retur til ejerne, som et resultat af DLG-koncernens regnskab for 2023. For første gang nogensinde belønner DLG også tilvalget af produkter, der kan bidrage til en mere bæredygtig landbrugsproduktion.
Overskudsdeklareringen på 184 millioner kroner svarer til en forrentning af andelskapitalen på 11,6 procent.
En styrket soliditetsgrad der nu overstiger 32 procent betyder, at det i år er 35 procent af overskuddet, der kommer retur til ejerne. Det glæder Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand i DLG.
- På trods af meget vanskelige markedsvilkår har vores andelsselskab endnu engang formået at levere et solidt resultat, som betyder, at vi kan overskudsdeklarere det næststørste beløb i koncernens historie. Det vidner om, at DLG er i god form, siger han.
I 2023 besluttede DLG's repræsentantskab, at en tredjedel af overskudsdeklareringen udbetales forlods mens to tredjedele opspares på andelskontoen, som først kommer til udbetaling, når beløbet overstiger en million kroner eller i forbindelse med, at ejeren stopper som landmand. Ifølge Niels Dengsø Jensen har mange andelshavere kvitteret for den nye model.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi i den nye ejerstrategi har åbnet for, at en tredjedel af overskudsdeklareringen udbetales forlods til ejerne. Andelshaverne har stor lyst til at investere i erhvervet og i den grønne omstilling. Jeg er glad for, at vi nu udlodder kapital, som særligt de yngre landmænd kan få glæde af, når de er i gang med at etablere sig, siger Niels Dengsø Jensen.
To procent til nyt sortiment
For første gang nogensinde dedikeres en del af overskudsdeklareringen til produkter i DLG's "Lidt bedre hver dagsortiment", som er en række produkter, der kan bidrage positivt til omstillingen i landbruget. Sortimentet blev præsenteret i anden halvdel af 2023, og arbejdet med at få flere produkter med ombord er allerede i gang.
- I 2023 besluttede vi, at op til 15 procent af overskudsdeklareringen kan øremærkes en særlig gruppe af produkter, som kan bidrage til omstillingen til fremtidens landbrug. I år udlodder vi to procent fra den pulje. Vi er langt fra færdige med at udvikle og udvide sortimentet, men jeg er glad for, at vi har skabt en model, som giver et incitament til at tilvælge produkter, der har potentiale til at bidrage til en mere bæredygtig landbrugsproduktion, siger Niels Dengsø Jensen.
Med årets udlodning på 184 millioner kroner har DLG i de seneste fem år udbetalt mere end 852 millioner kroner til ejerne.