DLG-koncernens grovvareforretning i Danmark kom styrket ud af 2017 med det hidtil bedste driftsresultat på 448 millioner kroner - en forbedring på 40 millioner kroner i forhold til 2016.

Omsætningen i den danske grovvareforretning blev 13 milliarder kroner og var på niveau med året før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indtjeningsfremgangen blev ifølge DLG hentet gennem øgede markedsandele inden for en lang række produktområder, herunder på energisalg til landbruget.

Rekord for råvarer

- Det har været et godt år for vores fodersalg, hvilket primært er drevet af en markant afsætningsfremgang inden for kvæg- og fjerkræfoder på seks procent. På økologiområdet udbyggede vi vores position som absolut markedsleder med en salgsfremgang på 28 procent, siger direktør i DLG-koncernen, Ole Christensen.

- De senere års store fremgang på salg af råvarer fortsatte også i 2017, hvor vi afsatte 1,5 millioner ton, hvilket er ny rekord og fem procent højere end i 2016. På trods af en meget vanskelig høst lykkedes det os at modtage og kvalitetssikre 2,1 millioner ton korn i høsten - den næsthøjeste nogensinde - og for hele året modtog vi over tre millioner ton afgrøder, siger Ole Christensen.

Styrket planteforædling

Også planteforædling oplever fremgang. Sejet Planteforædling, der udvikler kornsorter til Europas landbrug, har ifølge DLG yderligere forbedret sin markedsposition og er ifølge direktør Ole Christensen blandt Europas førende planteforædlere inden for korn.

- Det er meget tilfredsstillende, at Sejet de senere år har forbedret sin markedsposition yderligere. Vores topsorter som Benchmark og Sheriff fortsætter med at erobre det europæiske marked, og Sejets pipeline af nye sorter ser yderst lovende ud, siger Ole Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Digital fremgang

Digitalisering er også i klar vækst, og 2017 viste de første tydelige resultater af DLG's store satsning på digitalisering.

Omsætningen på DLG's e-handelsplatform gik 30 procent frem og rundede 1 milliard kroner i omsætning. DLG understøtter denne udvikling yderligere ved opbygning af en selvstændig organisation på området.

- Vores store digitale indsats begynder at bære frugt. Vores digitale løsninger, som kundeportal, app og digital interaktion med vores kunder, er udviklet markant i det forgangne år, og det har kunderne kvitteret for. Vi gik 30 procent frem i 2017, og vi forventer en tilsvarende stigning i væksten i år, siger Ole Christensen.