Lyt til artiklen:

Hurtig tømning af biogasreaktor er vigtigt for driften

00:00
Hastighed: ???x
04:37

På Kiddegård Landbrug og Biogasanlæg ved Jelling, var den primære reaktortank ilde til mode tilbage i foråret. Den var fyldt med sten og sand fra omrøringen af biomasse, og det kostede på energien. Det skriver Tylco Biogas Service i en pressemeddelelse.

Henrik Mols, som ejer Kiddegård, forklarer, at anlægget leverer 32.000 kilowatt strøm til elnettet om dagen. Derfor skulle han have fat i et firma, som kunne rense skidtet bort hurtigt. For en reaktortank med nedetid er ikke godt for økonomien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg laver jo strøm for omkring 30.000 kroner om dagen, og det lyder jo måske ikke som meget, hvis man er et stort anlæg, men for mit lille gårdanlæg, så er det jo mange penge, fortæller Henrik Mols.

Henrik Mols kendte til et par firmaer, som kunne tømme en reaktortank, men de lå alle sammen i Nordjylland. Han fandt frem til Give-virksomheden Tylco, der specialiserer sig i tømning og montering af biogasanlæg, og de fik styr på skidtet i løbet af et døgn.

Henrik Mols fortæller, at han på Tylcos anbefaling fik hyret en stor kran og vogne ind, så skidtet kunne transporteres væk, og sammen gik de i gang klokken fem om morgenen med at fjerne overdækningen og rense tanken ud ovenfra med kranen.

rich-media-2
Overdækningen blev fjernet fra tanken, så der kunne renses oppefra med en kran. Foto: Tylco

Derefter blev Tylcos gastætte Case SV340B minilæsser, der specielt er indkøbt til at tømme de gasproducerende tanke, løftet ned i bunden for at bringe det sidste skidt inden for kranens rækkevidde. Da dagen godt og vel var gået, var mere end 2.000 tons skidt og sten fjernet fra reaktoren, og presenningen blev monteret igen.

- Så fik vi fyldt materialer på tanken igen i løbet af et par dage, og så var den tilbage i fuld produktion. Så vi havde en nedetid på to til tre dage, så det er jo meget billigt sluppet, forklarer Henrik Mols.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lidt som en brun sovs

For Henrik Mols betød den korte nedetid meget. For hans biogasanlæg ville en komplet nedetid ved alle reaktortanke betyde et tab på 100.000 kroner dagligt. På Kiddegård Landbrug og Biogas gør man brug af flere tanke, så anlægget var ikke sat helt ud af spillet, men Henrik Mols har fået øjnene op for, at det giver god mening at få renset ud i de respektive tanke, før produktionen sættes i stå af skidt og sten.

- Der er selvfølgelig vedligeholdelse og så videre, men når man har den slags, så gælder det om at få det gjort så hurtigt og effektivt som muligt, siger Henrik Mols.

Selvom den komplette tømning koster i den ene ende, så mener Henrik Mols, at det har været det hele værd. Han forklarer, at mængden af strøm og kræfter, som bliver sparet efter tømningen, har betalt sig ind. Og så mener han bare, at det er en fornøjelse, at reaktortanken kører ordentligt igen.

- Det lyder meget banalt med sådan noget biomasse, men det er ligesom at have en brun sovs til at stå og koge. Den skal have den rette temperatur, og der skal hverken være for meget eller for lidt jævning. Man er nødt til at kunne fornemme, at det kører ordentligt, siger Henrik Mols.

En ny fremtidsplan

Der er ikke nogen tvivl om, at Henrik Mols er begejstret for de resultater, han har set efter tømningen af hans biogasanlæg. Han vil selv anbefale andre biogasanlægs-ejere at få tankene tømt jævnligt. Det har han nemlig selv planer om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har i hvert fald selv en plan om, alt efter situationen selvfølgelig, at få tanken tømt hvert tredje år, fordi det bliver bare så meget lettere bagefter. Og de penge det koster at få det gjort, de er altså hurtigt tjent hjem igen i forhold til sparet arbejdskraft og energi, og så er der bare fornøjelsen ved, at det kører noget nemmere, siger Henrik Mols.

Hos Tylco er man også glade for resultaterne, og man lover, at arbejdet hos Henrik Mols ikke er et enestående tilfælde. For med den rigtige tilgang og planlægning, er det muligt at undgå for meget nedetid.

- Det er meget vigtigt at have fokus på nedetiden, når man skal tømme biogastanke for skidt, og med god planlægning kan vi levere en hurtig tømning, så anlægget hurtigt kan komme i fulde omdrejninger igen, siger Jens Tilma, medejer og salgsansvarlig hos Tylco.

Foruden at tømme en biogasreaktor og rense dem, tager Tylco sig også af at reparere eventuelle fejl, utætheder og defekte dele undervejs i tømningen.