Lyt til artiklen:

Debat: De rene vandløb er også landbrugets skyld!

00:00
Hastighed: ???x
08:06

Så skal vi til det igen - eller rettere forskere, embedsfolk og politikere der har lovet EU og befolkningen, at nu skal vi have nogle rigtig gode vandplaner så vi kan få god økologisk tilstand i vore vandløb, søer, fjorde og kyster. Det lovede "vi" også EU i 2009 og i 2015.

Nu er man i gang med at lave tredje hold vandplaner der gælder frem til 2027, men allerede nu indrømmes det, at man slet ikke når i mål med disse nye krav og mål-opfyldelser inden 2027.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MEN så længe man bliver ved med at fokusere ensidigt på landbrugets minimale tab af kvælstof til vandmiljøet, UDEN at der foretages stramninger på spildevandsdelen, er det håbløst at komme i mål med et renere vandmiljø. De nyeste NOVANA- rapporter fra Aarhus Universitet viser, at nitratkoncentrationerne i vore vandløb er nede på mellem 2 og 5-6 mg N/ liter - langt under EU´s grænse på 11,3 mg N/l.

Det er altså renere end kravet til indholdet af nitrat i drikkevand! Næringsstoffer i spildevand måles i koncentrationer, spildevandsafgift afregnes efter konc., det samme med målinger af PH og saltindholdet i havet, så selvfølgelig skal kvælstof også regnes i koncentration. Det er jo også kravet i vandrammedirektivet fra EU. Og dem har vi overholdt i mange år. Flot.

Så kan vi jo dyrke alle de efterafgrøder på markerne, som de fagligt uvidende teoretikere pådutter os - det hjælper jo stadigt ikke. Hos nogle landmænd bliver kravet nu, at de skal dyrke over 100 procent af deres marker med efterafgrøder. Altså nogle "miljøplanter" der dyrkes på marken efter kornet, er høstet i august og allerede sidst i oktober fjernes de igen. Derefter er marken sort og gold hele vinteren uden den kan optage næring eller CO2 og det er totalt dårligt for biodiversiteten med sorte marker!

Det skal man have læst længe for at få kunne se logikken i. Ja det er direkte tåbeligt at bruge så mange penge på noget der ikke virker effektivt. Alt mens politikerne håber det giver stemmer at tryne landbruget. Igen.

Hvor mange fagligt dygtige læger, der har givet en patient forkert og uvirksom medicin i en lang periode vil fortsætte med at tildele den samme medicin? Ja endnu værre -bliver ved at fordoble dosis i håb at "det må da snart virke".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det med, at de "kloge- og bedrevidende" vil have fjernet så meget kvælstof fra landbrugets marker, at der kommer 30 procent mindre kvælstof ved udløbet til havet (havstokken), kan rent praktisk ikke lade sig gøre. Om vi så fjernede alt tildeling af kvælstof til markene, vil det ikke kunne falde med 30 procent. Det svarer til, at du skal spise så lidt mad, at indholdet af næring i din afføring falder med 30 procent! Hvordan vil du ramme det? Jo mindre du spiser, jo mere vil der tæres på din krop.

Sådan også med jorden under markerne. Jorden vil blive voldsom udpint og være ubrugelige til at lave fødevarer på for de næste generationer. "Tænk nu på vores børn og børnebørn". Det skriver alle, når noget er uoverskueligt og måske farligt. Så nu har jeg også skrevet det for en sikkerheds skyld.

Og det med næring til planterne på markerne. Det er jo den samme måde som både dyr og mennesker omsætter næring. Jo mere energi der forbruges jo mere næring, skal der indenbords. Tænk bare på dem der cykler i Tour de France, de indtager langt over den dobbelte mængde næring som os almindeligt arbejdende folk, men de er da radmagre alligevel, for de omsætter al den næring til energi. Sådan er det også med markens planter, tilføres de den næring de har behov for, yder de mere med større udbytte og mere protein(energi) i planterne. Logik for praktikere.

"Jamen i landmænd har jo ikke lavet de minivådområder I har lovet at gøre frivilligt" er en påstand der smides efter os gang på gang. Jo men nu er det sådan at politik og bureaukrati kan stoppe næsten alle idéer for at blive udført i praksis. Fordi der er lang ventetid på godkendelser.

Jeg har selv ansøgt om at ville anlægge sådan et minivådområde for at være miljørigtig. En lille sø der laves for enden af alle vore dræn, hvor næringsstofferne så kan bundfældes og omsættes inden vandet løber videre ud i åen. Men da vi udleder til en å omkring Gudenåens udspring tæt på Vejle, fik jeg at vide, at den smule kvælstof der var i mit drænvand, var længe omsat inden det nåede Silkeborgsøerne på vej til Randers. Så det kunne jeg ikke få bevilling til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg har kolleger i området der også har søgt, men målinger viste, af kvælstof i deres drænvand var så lavt, at de heller ikke kunne få tilsagn om at lave minivådområder. Så er det træls at høre på al den kritik om vi ikke gør noget fra de uvidende "kloge- og bedrevidende"!

Med alle de "badeforbud" der været over hele landet i den sidste tid, er der slet ingen tvivl om at de udledes store mængder urenset spildevand, og folk bader i andres afføring. Og hvilke krav stiller de nye vandplaner så til håndtering af spildevand i Danmark?

Ja kravene til renseanlæggenes rensning af spildevand er fra 1987 - er de strammet i de nye vandplaner? NEJ - når de er lavet for 35 år siden må det være godt, de krav plejer man ikke stramme op og det koster sørme penge for forbrugerne!

Vi har over 4.200 steder rundt i DK hvor der lukkes op mod 50 mill. tons (6.000 tons i timen året rundt) urenset spildevand direkte fra folks toiletter ud i vandmiljøet, når det regner mere end der kan være i kloakken. Det meste lukkes ud uden tilladelse. Det er "pisseulovligt". Ingen stramninger. Og de fleste kommuner forventer at være færdig med at separatkloakere om 60 til 80 år! Det er om 2 generationers tid! Grotesk, når vi til tider har så meget iltsvind fordi der kommer så meget fosfor og organisk stof (lort - slam mm.) fra spildevandet.

Der betales afgift af de næringsstoffer der kommer ud af renseanlægget efter endt rensning - men de enorme mængder urenset spildevand der ledes uden om rensning er gratis -så det rettes vel i de nye planer? NEJ spildevandsselskaberne skal fortsat tjene penge på at forurene. Og kommunerne laver egne tilladelser, kontrollerer sig selv, udtager selv prøver, så ALT er godt!

Artiklen fortsætter efter annoncen

I regeringsgrundlaget for SVM står der ellers på side 34 " Regeringen vil også ændre spildevandsafgiften, så udledning af urenset spildevand fra overløb får en højere afgift end udledning af renset spildevand. Regeringen vil se på kravene til rensning af spildevandet, så spredning af miljøskadelige stoffer - herunder PFOS/PFAS - minimeres".

Nå da - ja den har man lige "glemt" at få med i planerne og heller ikke som lovforslag! Sjusk og ligegyldighed.

Så kære politikere - tag nu miljøskeen i den anden hånd og få strammet op på de mange groteske ting der foregår med spildevandet. Der udledes store mængder uden tilladelser, der snydes med indberetninger af overløb, der er store og gentagne fejl i indberetninger, der snydes med bypass fra renseanlæg, der er ikke styr på spildevandsafgifter, der er ingen sanktioner for selv store "uheld" hvor alt liv i vandløb slås ihjel, "badeforbud" igen og igen.

Og Miljøministeren gør stadig intet for at rette op på dette miljøsvineri, for det er åbenbart mere populært at sige " vi strammer lige landbruget igen - det koster ikke vores vælgere penge". Pinligt sløseri. Så nu fortsætter iltsvind og folk skal stadig bade i naboens afføring. PUHA.