Lyt til artiklen:

Slagteriaffald fra Danish Crown bliver til biogas og gødning

00:00
Hastighed: ???x
02:47

I produktionen på Danish Crowns slagterier og fabrikker opstår betydelige mængder biomasse fra for eksempel slam og mave-tarmindhold, der ikke er kan spises af mennesker eller udnyttes som dyrefoder. Den Biomasse sælges til biogasanlæg, og med en ny aftale bliver biogasvirksomheden Bigadan eneaftager af biomasse fra Danish Crown i Danmark. Det skriver slagteriet i en pressemeddelelse.

- I takt med at interessen for fødevarer med dokumenterbart lavere klimaaftryk stiger, giver aftalen os mulighed for at gøre dele af vores produktion langt mere bæredygtige. Vi kan udnytte de restprodukter der opstår i produktionen til varme og energi, og på den måde gøre vores produkter mere cirkulære, siger Jais Valeur, administrerende direktør i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bigadan driver en række biogasanlæg rundt omkring i Danmark. Et af Bigadan's største biogasanlæg ligger ved Horsens kun 800 meter fra Danish Crowns største griseslagteri.

- Det giver rigtig god mening, at vi i industrien skaber tætte partnerskaber, hvor vi får udnyttet værdien - i dette tilfælde organiske affaldsprodukter - optimalt, og laver gode grønne løsninger. Sammen med Danish Crown er vi en del af landbrugets og fødevaresektorens kredsløb, og er vi glade for, at vi kan etablere partnerskaber som dette, hvor vi, udover at levere grøn energi baseret på affaldsprodukterne, også bidrager til, at vi recirkulerer vigtige næringsstoffer tilbage til landbruget, siger Henrik Laursen, administrerende direktør i Bigadan.

Når biomassen fra Danish Crown har været igennem biogasanlægget og er blevet afgasset, leveres den direkte tilbage til landbruget og bruges som gødning.

- Bigadans biogasanlæg ligger bogstavelig talt på den anden side af vejen, og både vi og Bigadan har en interesse i at skabe grønne løsninger, der kommer begge virksomheder til gode. Danish Crowns spild bliver til Bigadans råvare, og ender tilbage hos os. Det er en symbiose, der på alle måder giver mening, siger Jais Valeur.

Et bæredygtigt skridt

I første omgang får Danish Crown kontant betaling for biomassen, men på sigt er aftalen indrettet, så betalingen kan ske som biogas biogas gennem en direkte gasledning til Danish Crowns slagterier og fabrikker eller som alternative og mere bæredygtige brændstoffer til koncernens lastbiler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi får implementeret de muligheder aftalen giver, er den er et vigtigt skridt på vejen i Danish Crowns bæredygtighedsrejse. Vi vil udfordre den globale kødindustri ved at gå forrest i arbejdet med at sikre en bæredygtig omstilling af fødevareproduktionen, siger Jais Valeur.

Danish Crown vil producere klimaneutralt (netto nul) kød i 2050 og har fået sin klimaplan godkendt af FN partnerskabet Science Based Targets.