Lyt til artiklen:

Debutant får stor opmærksomhed efter Agromek Award til Agro Bag

00:00
Hastighed: ???x
02:02

På sin første dag som udstiller på Agromek oplevede iværksætter Mads Birkedal, hvordan det store spotlight fra Agromek Awards kan flytte opmærksomheden.

På messens første dag, tirsdag, var opfinderen på scenen for at modtage en velfortjent Agromek Award i kategorien markredskaber, og så kan det ellers nok være, at antallet af interesserede messedeltagere steg betragteligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der har været rigtig mange mennesker forbi vores stand her. Også masser af pressefolk og forhandlere både fra Danmark og fra udlandet, fortæller Mads Birkedal, der som han selv siger, kommer til Agromek med: "et enkelt skud i bøssen".

Agro Bag er blot et enkelt produkt, men også et produkt, som Mads Birkedal har arbejdet seks år på at udvikle og gøre klar til markedet.

Selvom han havde håbet på, at prisen skulle gå til Agro Bag, så var det slet ikke noget, han havde regnet med.

- Som jeg sagde på scenen ved prisoverrækkelsen, så er det jo nogle store drenge, vi er oppe imod. Vi er den nye dreng i klassen. Og så er det fantastisk at få den her faglige vurdering, der siger, at vi har skabt et rigtig godt produkt, forklarer Mads Birkedal.

- Heldigvis var der andre, der synes, at det er en god ide, og ikke bare noget vi selv har gået og bildt hinanden ind. Vi er simpelthen så stolte og så glade, siger Mads Birkedal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agro Bag er klar med nyt knivskarpt redskab til sikker åbning af bigbags

Se også:

Agro Bag er klar med nyt knivskarpt redskab til sikker åbning af bigbags

Efter den første dag på Agromek er humøret på den lille stand helt i top. Med masser af opmærksomhed på produktet, får Agro Bags deltagelse som udstiller lige nøjagtig den effekt, som Mads Birkedal havde håbet på.

rich-media-5
Mads Birkedal får overrakt sin Agromek Award af Claus Hermansen, direktør for Agromek og Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer. Foto: Jørgen Ahler.

- Vi har haft en helt fantastisk dag. Hvis resten af dagene kan blive bare halvt så gode, så er vi ovenud lykkelige, siger Mads Birkedal, der forud for Agromek havde annonceret med soft ice på standen og krymmel på toppen, hvis man slog til og købte et eksemplar af Agro Bag på Agromek.

- Vi skal faktisk lige en tur i Dagrofa og hente noget mere is, tror jeg, siger Mads Birkedal med et stort grin.