Lyt til artiklen:

Stor international tilslutning til Agromek

00:00
Hastighed: ???x
02:24

Agromek er Nordeuropas største landbrugsmesse, og det giver naturligvis opmærksomhed fra udlandet. I en pressemeddelelser skriver messen, at besøgende fra 42 lande har tilmeldt sig messen, og blandt de godt 540 udstiller finder man repræsentanter fra 21 lande.

Hertil har ti internationale delegationer annonceret at de deltager, mens også flere udenlandske ambassadører slår vejen forbi Herning i dagene fra 29. november til 2. december. Og det glæder Agromekformand Sten Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Deltagelse fra såvel internationale udstillere som besøgende er vigtig for Agromek og for hele den danske agroindustri, der har mange samarbejder på tværs af landegrænser. Vi arbejder målrettet for at sikre et internationalt fokus på messen, og det er derfor glædeligt at opleve, at Agromek fortsat har en stærk position - også i udlandet, siger Sten Andersen.

En vigtig faktor

Og netop det internationale islæg er vigtigt for flere af messens danske udstillere. HE-VA er blandt dem, og de inviterer flere internationale partnere til messen. I år med stor succes, hvor 72 kunder har takket ja. Det er 30 flere end i 2018, fortæller Heine Christiansen der er teknisk direktør i firmaet.

- Det er utrolig vigtigt, at Agromek opretholder det internationale fokus, for det har stor betydning for os at få lov at vise vores portefølje frem for de udenlandske kunder, skabe nye kontakter og bane vejen for nye eksportmuligheder, siger han.

70 udstillere

Blandt udstillerne på årets messe er 70 udenlandske. Blandt dem er forventningerne til messen også store. Blandt andet hos Darragh O'Carroll, market advisor hos Enterprise Ireland. Sammen med seks irske virksomheder udstiller det statslige agentur på messen for at styrke Irlands position i Norden.

- Nogle af virksomhederne har været på det nordiske marked i årevis og udstiller for at genskabe relationen til partnere og kunder efter pandemien. Andre er helt nye i Norden og ønsker at få feedback på deres produkter og møde nye partnere. I landbrugssektoren er det særligt vigtigt at se produkterne personligt og møde menneskerne, der står bag, ansigt til ansigt. Agromek er den største landbrugsudstilling i Nordeuropa og et fantastisk sted til at møde mennesker fra alle lande i regionen, siger han.