Lyt til artiklen:

Bredt flertal bag energiaftale: Skal gøre Danmark uafhængig af russisk gas

00:00
Hastighed: ???x
03:54

Et bredt flertal i Folketinget blev lørdag enige om, at Danmark i 2030 får firedoblet produktionen af sol- og vindenergi på land samt mulighed for femdobling af havvindmøllestrøm. Ambitionen er, at al gas i Danmark skal være grønt i 2030, og at der fra 2035 ikke er boliger, der opvarmes med gas.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringen har i forlængelse af udspillet Danmark kan mere II indgået aftalen med Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne.

- Danmark bliver med denne aftale et stort grønt kraftværk for hele Europa, når vi nu skaber mulighed for en femdobling af dansk havvindmøllestrøm i 2030. Det er helt afgørende for klimaet og for at gøre Danmark uafhængig af russisk energi, at et bredt og ansvarligt flertal i Folketinget nu står sammen og viser, at Danmark kan mere. Vi sætter skub i udrulning af fjernvarme og sætter en klar ambition om, at al gas skal være grøn i 2030, og vi i 2035 vil helt af med gasfyr i danske hjem, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Aftaleparterne er enige om at sikre rammevilkår, der kan muliggøre en firedobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030. Partierne er også enige om at udbyde fire gigawatt ekstra havvind til realisering senest i 2030, hvilket vil betyde, at Danmark kan femdoble produktionen af havvindmøllestrøm de næste otte år.

- Et vigtigt redskab til hurtigt at blive fri af Putins gas er at bygge flere vindmøller og solceller på land. Derfor firedobler vi produktionen af vedvarende energi på land. Denne udbygning kræver plads. Der bliver behov for et areal svarende til størrelsen på Mors, når vi skal løse den samlede udfordring og derfor nu sigter efter at skabe 10-15 store energiparker fordelt over hele landet. Samtidig gør vi det lettere for kommunerne at planlægge for VE-anlæg, bl.a. fordi vi nu skaber mulighed for at opstille solceller og vindmøller i såkaldte herregårdslandskaber, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.

Skuffelse hos Biogas Danmark

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Biogas Danmark er man skuffet over, at aftalen dropper muligheden for at dække hele det danske gasforbrug med grøn biogas om kun fem år. Det sætter den grønne omstilling under pres i de sektorer, der ikke kan undvære gas.

Det skriver Biogas Danmark i en pressemeddelelse.

- Biogas er en grøn og klimaneutral energikilde, der er helt nødvendig for dele af industrien, der ikke kan undvære gas - og desuden kan biogas levere grøn energi til samfundet, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. Derfor kommer aftalen til at lægge et stort pres på den grønne omstilling i de sektorer, der har behov for mere biogas, siger Henrik Høegh.

Mens det første biogasudbud er forsinket, så indebærer aftalen, at det efterfølgende udbud rykkes ét år frem.

Aftalen indebærer en evaluering umiddelbart efter det første udbud i 2023, og her bør Folketinget genoverveje en massiv fremrykning af udbuddene, lyder budskabet fra Biogas Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver ingen mening at vente med fremrykningen. Der er mangel på gas i Europa, og vi har en kæmpe udfordring med at holde gang i den grønne omstilling i både industri og energisektor. Samtidig er udbuddene indrettet sådan, at der ikke kommer til at blive udbetalt støtte i de første år, fordi biogasproducenterne allerede nu kan prissikre deres produktion til høje gaspriser fem år frem. Så det er virkelig svært at forstå, at man vælger at vente, fastslår Henrik Høegh.