Med virkning fra den 1. august tiltræder Carsten Hougaard, som ny direktør i Dansk Maskinbørs A/S.

Tidligere ejer og ildsjælen bag Dansk Maskinbørs, Johannes Jensen, går nu på velfortjent pension efter mange år i den omskiftelige maskinbranche. Afløseren til jobbet er Carsten Hougaard, den tidligere salgsdirektør ved S. D. Kjærsgaard, som har mange års erfaring fra både maskin- og byggebranchen. Privat er han gift og bosiddende i Thy.

- Jeg ser frem til, at blive en del af Dansk Maskinbørs A/S, hvor jeg glæder mig til, at være med til at fortsætte og udvikle de fysiske auktioner såvel som online-auktionerne. Vi skal videreudvikle samarbejdet med eksisterende kunder og vi skal vinde nye kunder gennem auktioner af høj kvalitet. Maskinbranchen er inde i en spændende udvikling, hvor Dansk Maskinbørs A/S også i fremtiden skal spille en vigtig rolle, fortæller den 48 årige Carsten Hougaard.

Også Danish Agro koncernen ser en spændende fremtid for Dansk Maskinbørs A/S. Jens Skifter, CEO for Danish Agro koncernens maskindivision, udtaler:

- Dansk Maskinbørs skal fortsat være det ledende auktionshus i landbrugsmaskinbranchen, hvor såvel indsættere og købere kan være sikre på at få en kvalitetssikret og fornuftig pris på maskinerne som bortauktioneres. Selskabet har en stærk platform og kompetente medarbejdere, som den fremtidige succes skal bygge på, siger han. Johannes Jensen har igennem sine mange år i branchen etableret Dansk Maskinbørs som en klar nr. 1 med fokus på landbrugets maskiner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Dansk Maskinbørs A/S har hovedsæde i Herning og beskæftiger fire medarbejdere