Regnskabet for 2019 er netop indberettet fra fødevarekoncernen Orkla Foods Danmark. Trods en forventet nedgang i omsætningen på knap 6 procent, er indtjeningen steget, lyder det fra koncernen.

Nettoomsætning for 2019 er på 890 millioner kroner, og årsresultatet lander på 49 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Koncernen meddeler, at tallene er som forventet og et resultat af de tilpasninger, virksomheden har gjort igennem de senere år.
Ser man på Orkla Foods Danmarks omsætning inklusive Easyfood A/S, udgør denne i 2019 1,2 milliarder kroner.

Orkla Foods Danmark valgte at frasælge brandet Glyngøre i sommeren 2019. Det er én af forklaringerne bag salgsnedgangen. Resten af forklaringen skal findes i virksomhedens nedlukning af saftproduktionen i Ringkøbing i 2018, hvor man samtidig valgte at udfase en række mindre profitable leveringsaftaler.

- Beslutningen om at strømline forretningen og gøre den mere profitabel var rigtig. Det viser sig nu i en forbedret indtjeningsgrad, selv om vi endnu ikke er der, hvor vi gerne vil være, siger CEO for Orkla Foods Danmark, Carsten Hänel.

Han tilføjer, at ledelsens prioritet er at skabe et sundere Orkla Foods Danmark, hvor der er råd til at investere i vækst og strategisk vigtige områder som f.eks. plantebaserede fødevarer, ernæringsrig morgenmad og convenience-produkter.

Opkøbet af Easyfood i 2019 sese af koncernen som udtryk for denne strategi. Også effektiviseringer i virksomhedens fabrik i Skælskør har bidraget positivt til den forbedrede indtjening og dette vil i 2020 medføre muligheder for flere investeringer til innovationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forventninger til 2020

Orkla Foods Danmark forventer, at 2020-omsætningen vil øges i forhold til 2019. Dog er det stadig usikkert, hvordan Corona-krisen vil påvirke virksomhedens finansielle resultater for 2020.

Orklar oplyser, at krisen indtil videre har medført en stigning af aktiviteter rettet mod detailhandlen, mens foodservice og eksport er påvirket negativt. Easyfood, som blev opkøbt primo 2019, er særlig ramt af Corona-krisen i forbindelse med nedlukning af det danske samfund samt eksportmarkederne.