Den nyvalgte argentinske præsident Alberto Fernandez kan allerede set frem til udfordringer for landets landbrug inden hans embedsperiode starter d. 10. december.

Buenos Aires Grain Exchange nedjusterede i går forventningerne til landets hvedeproduktion med 5 procent til 18,8 millioner tons mod USDA's forventninger på 20,5 millioner ton. Af den samlede produktion går cirka tre fjerdedele til eksport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop landbruget er er med en høj eksportandel en vigtig brik i genopretningen af den argentinske økonomi, der lider under manglende vækst og høj inflation, hvilket har banket bunden ud af den argentinske peso.

Som en konsekvens af magtskiftet og den politiske usikkerhed har det argentinske landbrug stort set stoppet deres salg af majs af frygt for at blive ramt af forhøjede eksportafgifter.

Fraværet af argentinsk salg har omvendt fået de brasilianske FOB-præmier til at stige. I Chicago har det blandt fondene ført til en moderat short-covering, hvilket modvejer øget høstpres og dermed stabiliseret priserne.

Hvede

I hveden korrigerede markedet lavere på begge sider af Atlanten, efter Matif har befundet sig i en lang optur siden den sæsonmæssige bund primo september.

Den europæiske hvede forbliver konkurrencedygtig med FOB-priser 5-10 dollar under de russiske noteringer. Yderligere prisstigninger til den russiske hvede forventes at blive udnyttet til at øge salget, og det bør begrænse stigningspotentialet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det europæiske hvedemarked synes også at have svært ved at følge de russiske priser højere, hvilket blot vil få konkurrencen til at stige. De russiske landmænd har fortsat store mængder varer at eksportere, og det betyder at de før eller siden må give sig, hvis de skal have en fod inden for FOB-markedet. Det er et forhold, der helt generelt kan være med til at presse de globale eksportpriser lavere. Den russiske hvedeeksport udgør sæsonen til dato 15,7 millioner tons, hvilket er 12 procent lavere end samme tid sidste år.

Kinesisk tvivl

Fornyet usikkerhed på handelsfronten mellem USA og Kina sendte i går aktierne, olien og renterne lavere, mens guldprisen kørte op.

Kina tvivler angiveligt på, at man kan nå til enighed om en bred langsigtet handelsaftale med Trump ved forhandlingsbordet, da man fra kinesisk side ikke er villig til at give sig på en række punkter.

Dette har længe været en udfordring og er angiveligt også årsagen til at man nu har ændret strategi, og går efter at få en delaftale på plads. De seneste ugers konstruktive toner har muligvis ført mere optimisme med sig end de to parter reelt kan indfri, og det var sandsynligvis baggrunden for den negative stemning i går.

Usikkerheden til trods klarede sojakomplekset sig relativt godt på en prisnegativ dag, hvor dog sojaolien korrigerede lavere på fortsat usikkerhed om amerikanske biobrændstof-mandater og lavere oliepriser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Palmeolien opretholder omvendt sin stærke performance, og kombineret med de faldende oliepriser handler palmeolien nu med en præmie til diesel for første gang siden april 2018.

Der afholdes i disse dage en stor konference for palmeolieindustrien, og her er stemningen overordnet positiv. Blandt andet ventes Indonesiens indenlandske forbrug at stige med øgede biodiesel mandater, og det kan sætte gang i strammere global forsyningsbalance med udsigt til en stagnering af den malaysiske produktion.