Abonnementsartikel

Chefredaktør Rasmus Dalsgaard mener, at det er landmændenes behov, der skal definere udviklingen i rådgivningen.

Det ligner alt andet end en tilfældighed, at en række af landbrugets folkevalgte topfolk - med Martin Merrild i spidsen - har indledt et opgør med den lokalt forankrede rådgivningsstruktur.

Inden for få uger har mange topfolk meldt deres tanker om strukturændringer ud i Landbrug & Fødevarers eget medlemsblad, og de har tilsammen tegnet et billede af en rådgivningsstruktur, som det er på høje tid at forandre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er for mange rådgivningscentre. En del af rådgivningen er ikke i landmændenes interesse. Kvæg- og svinerådgivningen bør være landsdækkende. Virksomhederne bør være en del af rådgivningen. Og specialiseret rådgivning kan tilbydes i samarbejde med udenlandske rådgivere.

Omtrent sådan lyder det fra organisationernes øverste tinder og en håndfuld succesrige virksomhedslandmænd, mens de lokale folkevalgte i spidsen for de lokale og regionale rådgivningsselskaber har været forbavsende tavse.

Kun meget få formænd har imødegået tankerne om færre rådgivningsselskaber. Det ser næsten ud som om, de er taget i ed, inden Merrild luftede de markante tanker om at skære overflødigt fedt væk.

Ganske vist siger Martin Merrild, at han ikke vil give sit bud på, hvilke ændringer, der er nødvendige, fordi beslutningen skal tages lokalt. Men han vil gerne skubbe på, så det er et emne, de lokale folkevalgte forholder sig til.

Lytter man til landmænd uden for de folkevalgte fora, har det i årevis været et almindeligt synspunkt, at strukturændringerne i rådgivningssystemet slet ikke har fulgt med den udvikling, som primærlandbruget og virksomhederne har været igennem, og at der efterhånden er for få landmænd til at betale for alt for mange rådgivere, som i øvrigt har tvivlsom værdi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er vel en sandhed med flere nuancer, for rådgivning er jo mange ting.

Moderne landmand - både ejerne og deres driftsledere - er typisk veluddannede og fagligt interesserede med stor viden. Deres behov for rådgivning tilfredsstilles nok næppe af endnu en nyuddannet agro-kandidat, hvor dygtig kandidaten end er. Den moderne landmand har brug for en erfaren rådgiver, der kan udfordre og inspirere. Og desuden har den moderne landmand brug for en konsulent, der kan tage sig af det kedelige, men vigtige arbejde med at udfylde ansøgninger, fordi det er et tungt arbejde, når man selv skal begynde forfra hvert år, mens en konsulent hurtigt opbygger rutine, hastighed og sikkerhed i arbejdet.

Det er forskellige konsulenttyper, man skal bruge på til forskellige opgaver. Og det er landmændenes behov, der skal definere udviklingen.