JB-Maskiner har udviklet en rotorrive til montering på en minilæsser, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Rotorriven løsner strøelsen i sengebåse med en hurtiggående rotor, og fås med udstyr til at arbejde med enten halm/kridt-blanding tilsat vand eller ren halm.

JB rotorriven har gennem det sidste år været afprøvet hos flere kvægbrugere og sættes nu i produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de kvægbrugere, der har haft en prototype af rotorriven til afprøvning, er Klaus Jørgensen, Højvang ved Gislev på Midtfyn.

Hans besætning er på 160 jersey-køer, og stalden er indrettet med sengebåse med dybstrøelseskummer, hvor der strøs med snittet halm.

- Jeg synes rigtig godt om JB rotorriven. Først og fremmest fordi, vi nu slipper for det tunge og trivielle, manuelle arbejde med at gå og ordne strøelsen med en håndgreb, fortsætter Klaus Jørgensen, der har afprøvet rotorriven i et år, og nu har besluttet sig for at investere i en.

- De mere bløde lejer, som rotorriven giver, betyder, at køerne nu ligger mere helt oppe i sengebåsene i stedet for at stå med bagbenene nede på spalterne, fortæller Klaus Jørgensen i pressemeddelelsen.

Mange produkter

Blandt de mange andre produkter, man kan stifte nærmere bekendtskab med på JB-Maskiner's stand til Agromek 2018, er firmaets sandrive, der også kan monteres på en minilæsser eller en teleskoplæsser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er markedets første sandrive til sengebåse, som vi i øvrigt har udviklet sammen med landmænd, fortæller Bjarne Madsen fra JB-Maskiner.

Udover sand kan riven også anvendes til at rive i fibermateriale, halmpiller, snittet halm og spagnum. Sandrivens arbejdsbredde passer til sengebåse, og den kan arbejde i ned til 25 centimeters dybde.