Ifølge en pressemeddelelse fra DCA, Nationalt center for fødevarer og landbrug, er forbrugernes interesse for dyrevelfærd vokset i de senere år. Danskerne er dermed villige til at betale ekstra for dyrevelfærd sammenlignet med år tilbage. Som følge heraf har alle landsdækkende supermarkeder udfaset salget af skalæg fra burhøns.

Det forventes derfor, at salget af skrabeæg nu vil stige fra at udgøre 25 procent af det samlede salg i 2016 til 45-50 procent i 2020. Ifølge DCA er der fastsat overordnede regler for produktion af æg i alternative produktionsformer, herunder skrabeæg, men inden for disse rammer er der dog stadig stor variation mellem indhusningssystemer og management.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har Fødevarestyrelsen bedt Aarhus Universitet om at udarbejde en udredning baseret på faglitteratur, hvor de velfærdsmæssige udfordringer knyttet til produktionen af skrabeæg bliver identificeret. Forskere fra Institut for Husdyrvidenskab har identificeret følgende udfordringer: skadevoldende adfærd (fjerpilning og kannibalisme), manglende tilfredsstillelse af adfærdsmæssige behov, aggression, frygtsomhed, brystbens- og fodskader, reduceret luftkvalitet, sygdomme (forårsaget af bakterier eller vira) og parasitter.

- Disse problemer findes ikke udelukkende i skrabeægsproduktionen, men sværhedsgraden af de enkelte udfordringer kan variere mellem de forskellige produktionssystemer. Dog viser vores gennemgang, at man selv med mindre investeringer - med tid eller penge - kan opnå betydelige forbedringer af dyrevelfærden, fortæller seniorforsker Anja Brinch Riber i pressemeddelelsen.

På den baggrund har forskerne udpeget fem indsatsområdet - primært indretnings- og managementmæssige tiltag, der kan være med til at forbedre dyrevelfærden hos skrabehøner.

Blandt andet peger forskerne på, at ved indretning er etagesystemet det hyppigst anvendte indhusningssystem, og her bør man forsøge at forbedre hønernes mobilitet og brug af de tilgængelige ressourcer.

- Ramper mellem etagerne ser ud til at være en lovende og billig designmæssig detalje, der både kan reducere brystbens- og fodskader og samtidig forbedre dyrenes adgang til de områder og aktiviteter, der er til rådighed i systemet, siger Anja Brinch Riber.