På Gråsten Landbrugsskole vinkede de i februar farvel til 16 unge, som har taget deres uddannelse på den særlige Studenterlinje på skolen. Her kan landbrugselever starte direkte efter at de har taget en studentereksamen, og de opnår dermed en del merit i landbrugsuddannelsen. Til august starter endnu et nyt hold op direkte fra gymnasiet, og der er klare fordele for de, indtil nu, teoretiske unge ved at tage på landbrugsskole.

- Vi oplever at eleverne på studenterforløbet har store ambitioner om en god karriere, og ofte handler det om, at de vil være dyrlæger eller have en anden universitetsuddannelse, som har med dyr og planter at gøre. Her på skolen kan vi give dem den praktiske erfaring, som de mangler, og vi kan lære dem at forbinde teori og praktisk landmandskab. Noget de i den grad kan drage nytte af i deres fremtidige studier. Med landbrugsuddannelsen og deres studentereksamen i rygsækken bliver deres muligheder for optag på deres drømmeuddannelse pludselig mere realistisk, de tager faktisk en smutvej, når de ligger vejen forbi os og videre ud i karrieren, fortæller lærer og vejleder Dorthe Kreiberg fra Gråsten Landbrugsskole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra landbrugsskole til embedsdyrlæge

En af de unge, som har været forbi Gråsten Landbrugsskole er Helena Houbak Kristiansen, der i dag arbejder som Embedsdyrlæge hos Fødevarestyrelsen Veterinær Nord i Herning.

- Studenterforløbet på Gråsten Landbrugsskole var for mig et springbræt til fremtiden. Jeg kom helt uden landbrugserfaring og drømte om at blive dyrlæge. Studenterforløbet og efterfølgende praktik på en økologisk kvæggård gjorde, at jeg blev optaget på Veterinærmedicin gennem kvote 2 året efter. Jeg er glad for den ballast, studenterforløbet gav mig - både fagligt og praktisk, fordi jeg nu rent faktisk forstår, hvad landmanden arbejder med, men også især fordi det gav mig venner for livet, fortæller Helena Houbak Kristiansen.

Videnskab og praktisk erfaring

Morten Maigaard Sørensen afsluttede studenterforløbet på Gråsten Landbrugsskole i 2013, og han valgte at læse videre på Københavns Universitet på studiet Husdyrvidenskab.

- Gråsten Landbrugsskole og studenterforløbet var en unik mulighed for at prøve flere kræfter med landbrugserhvervet efter gymnasiet. Forløbet var først og fremmest en social succes med gode mennesker og godt samvær, hvor den fælles interesse for landbrug blev dyrket fagligt. Et forløb, der har givet mig store fordele i mit nuværende studie på Københavns Universitet. Den praktiske ballast fra landbrugsskolen og praktikforløb i ind- og udland, gør koblingen til teori nemmere, forklarer Morten Maigaard Sørensen.

Gråsten Landbrugsskole har netop skabt et formelt samarbejde med en række landmænd på Tasmanien, som tilbyder eleverne på Studenterlinjen at komme i praktik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har netop haft en delegation herfra skolen på Tasmanien for at bese og godkende, de forskellige gårde til praktikophold. Der er fantastiske muligheder for at vores elever kan komme på praktik-eventyr down-under, og der er mange muligheder fra både de traditionelle kvæggårde, til kæmpe fårefarme og planteavls bedrifter med spændende specialafgrøder, fortsætter Dorthe Kreiberg Gråsten Landbrugsskole.

Gråsten Landbrugsskole har stadig åbent for tilmelding til dette efterårs Studenterforløb, som starter den 14. august og varer 21 uger.