Lyt til artiklen:

Optaget på landbrugsskolerne går opad for femte år i træk

00:00
Hastighed: ???x
02:50

I januar 2024 mødte 829 elever op på en af Danske Landbrugsskolers 12 medlemsskoler og det er 7 procent flere end samme tidspunkt sidste år, det skriver Danske Landbrugsskoler i en pressemeddelelse.

Stort set alle skoler har fået flere elever. Går man tre år tilbage, er der tale om en fremgang på 24 procent. Omkring 30 procent. af eleverne tager uddannelsen med eux. I Danske Landbrugsskoler glæder man sig over, at stadig flere unge har lyst til at være en del af fremtidens landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er meget glade for, at de unge fortsat finder landbrugsuddannelsen attraktiv og at vi har haft elevvækst flere år i træk. På samme tid arbejder vi intensivt med at forny og forbedre vores uddannelse med fokus på bæredygtighed og grøn omstilling, så den forhåbentlig vil appellere til endnu flere de kommende år. Der er mange udviklingsprojekter i gang og indenfor kort tid etableres et nyt videnscenter, som skal understøtte jordbrugets uddannelser. Erhvervet har hårdt brug for den faglærte arbejdskraft, som også er attraktiv i andre brancher, siger Lars Møgelbjerg Andersen, formand for Danske Landbrugsskoler.

Trods de gode optagetal hviler skolerne ikke på laurbærrene. De kan ligesom resten af samfundet se frem til faldende ungdomsårgange og dermed et mindre rekrutteringsgrundlag. Landbrugsuddannelsen tiltaler mange helt unge og omkring 80 procent kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Men det kan man ikke tage for givet fremover. Antallet af 15-årige i de tre jysk-fynske regioner vil falde allerede næste år og faldet vil fortsætte frem til 2031. Så der er brug for også at tiltrække flere af de lidt ældre elever, for eksempel studenter.

- Studenterne kan tage landbrugsuddannelsen på et særligt målrettet studenterforløb, og her starter omkring 60 elever hvert halve år. Dem vil vi meget gerne tiltrække langt flere af, eftersom både elever, erhverv og skoler er glade for de motiverede og målrettede elever, siger Bjarne Ebbesen, næstformand i Danske Landbrugsskoler.

Han henviser til, at alle medlemsskoler er i 2024 med i regionale projekter, hvor de i efteråret udbyder studiepraktik på en landbrugsuddannelse for gymnasieelever på lige fod med de videregående uddannelser. Danske Landbrugsskoler arbejder for, at det bliver et landsdækkende og obligatorisk tilbud for alle gymnasieelever.