Mellem Gadbjerg og Givskud ligger Arnes Smedie.

Og den 31. marts har den ligget der i 25 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det hele startede med, at Arne Nielsen, som indehaveren hedder, manglede en vogn til sine køer. Og da han havde hænderne skruet rigtigt på, byggede han den selv. Men inden den nåede at blive færdig, havde en landmand i området købt den. Det gentog sig med den næste. Arne begyndte så småt at få forespørgsler på mere specialdesignede vogne.

- Jeg kunne jo se, at jeg ramte noget rigtigt. Dengang var der heller ikke så meget konkurrence på markedet, og folk var meget interesserede i at få bygget gode kvalitetsvogne, så det blev starten på AS-vogne, siger Arne Nielsen.

Og som sagt, så gjort. I 25 år har Arnes Smedie produceret vogne, læskure, foderhække, hestebokse, og diverse underleverandør arbejde. I alt er det blevet til mere end 700 vogne siden den spæde start i 1992.

Virksomheden voksede stødt og roligt. De første to år, arbejdede Arne alene. Så kom en mand til. Og et par år efter én til. Seks medarbejdere voksede virksomheden til, indtil den dag i oktober 2008, som Arne Nielsen aldrig glemmer.

Formiddagen var som alle andre formiddage. Travlt på værkstedet. Kunderne ringede som de plejede og spurgte ind til vogne, ordrer og så videre. Men da klokken blev 11.30 var det slut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt blev stille. Telefonen var bare død. Det var den dag, finanskrisen for alvor ramte os. Og den ramte os rigtig hårdt, for det kræver en del arbejde, at holde seks mand beskæftiget, forklarer Arne Nielsen.

Livremmen blev spændt ind og på bare to-tre måneder gik virksomheden fra at have seks mand ansat på fuld til til kun at bestå af to. Arne og en enkelt medarbejder.

- Der var ikke noget arbejde. Det var faktisk så slemt, at det en overgang var svært at finde nok til vi to der var tilbage. Men det er heldigvis vendt igen, siger Arne Nielsen.

Langsomt er finanskrisen ved at slippe sit tag i verden, Danmark og også i dansk landbrug.

Høj kvalitet

Opskriften på Arne Nielsens vogne har altid været at producere vogne af høj kvalitet. Derfor er det heller ikke service på vognene, der fylder meget i Arnes Smedie. Eksempelvis kom en kunde forbi med en vogn, som han havde købt 18 år tidligere, som skulle have monteret en ny bund. Og så skulle den ellers tilbage i tjenesten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har altid haft den filosofi, at det vi laver, det skal være iorden. Derfor bruger vi også danske eller tyske dele til vognene, og det betyder altså, at de holder noget længere. Derfor er vores vogne også at finde i den dyre ende af skalaen. Så det er glædeligt at der stadig er landmænd derude, som vil betale det, et kvalitetsprodukt koster, siger Arne Nielsen.

Spændende muligheder

For den lille maskinfabrik ved Gadbjerg tegner fremtiden ganske godt. Ordrebogen vokser ganske langsomt, og Arne Nielsen er begyndt at se tegn på, at det generelt ser bedre ud. Mængden af arbejde er vokset, og som det ser ud lige nu, kunne han godt bruge en dygtig smed mere. Men det er ikke nogen let opgave, at finde en kvalificeret medarbejder.

Men før det for alvor bliver sjovt, skal der flere penge i landbruget.

- Landmændene skal have flere penge mellem hænderne. Det er egentlig ret enkelt. Nu har de haft en god periode, hvor de har haft mulighed for at tjene lidt, men det meste er gået til at reducere kassekreditterne rundt omkring, siger Arne Nielsen.

En del af optimismen bunder i, at Arne Nielsen hører fra mange landmænd som er interesserede i at købe nye vogne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har rigtigt mange tilbud ude. Og jeg er sikker på, at hvis der var flere landmænd der havde penge, så ville der være flere af dem, der endte med at blive til ordresedler i stedet for tilbud. Interessen er der, og det hænger nok sammen med, at de fleste landmænd kører med nedslidt udstyr. De vil gerne, men banken siger nej, forklarer Arne Nielsen.

Indehaveren ser det som en stor fordel, at de har mulighed for at lave en vogn eller et stykke udstyr der passer lige præcis til den opgave, kunden efterspørger en løsning på.

- Det handler om, at vi er kreative og finder gode løsninger på lige præcis det problem eller udfordring, kunden står overfor. Og det er heldigvis noget af det, vi både er gode til og synes er rigtigt sjovt, siger Arne Nielsen.

25 år med produktion

Jubilæet den 31. marts markerer et kvart århundrede med maskinproduktion til landbruget. Og det er de specielle løsninger, der driver værket hos Arne Nielsen.

- For de fleste er det langt sjovere, at få mulighed for at lave noget forskelligt. Det bliver hurtigt ensformigt, hvis man skal lave det samme dag ud og dag ind. Derfor siger vi sjældent nej, når der kommer en kunde med en god idé. Det holder både mig og mine medarbejdere i gang, siger Arne Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Åbent hus foregår i Arnes Smedie fra 13.00 til 17.00 den 31. marts.