Abonnementsartikel

Andreas Boelsgaard Kieffer drømmer om en dag at overtage sin fars maskinstation. Til den afsluttende eksamen på JU Århus prøvekører han sine fremtidsplaner.

Driftsanalyse, kundesegmenter og idealtimepriser. Belastningsplaner, markedsføring og stillingsopslag. Og så selvfølgelig et regnskab, der gør både virksomhedsejer og bankrådgiver tilfreds. Det er ikke småting, en jordbrugsmaskinfører skal forholde sig til, når han skriver afsluttende eksamensopgave på Jordbrugets UddannelsesCenter i Århus.

Det ved Andreas Boelsgaard Kieffer. Han har nemlig lige lavet øvelsen sammen med tre af sine studiekammerater på uddannelsen.

Overtager fars virksomhed

Jordbrugsmaskinførerne Andreas, Oscar, Mads og Casper har skrevet eksamensopgave om Skærlund Maskinstation. Skærlund er ejet af Andreas' far, og Andreas planlægger en dag at overtage virksomheden og føre den videre.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det hele skal være så realistisk som muligt, så jeg har noget at tage med i banken den dag, det bliver aktuelt, siger Andreas.

I opgaven arbejder han med en udvidelse af maskinstationen, både på maskiner og personale, og det stiller krav til de strategiske overvejelser og de økonomiske beregninger.

- Det betyder, at vi skal regne helt i bund på alle 10-15 maskiner. Vi kigger på effektivitet, indkøbspris, forventet antal fakturerbare timer og afskrivning. Samtidig skal vi være helt sikre på, at vi har et kundegrundlag, der kan bære, at vi udvider forretningen, siger Andreas.

Forskellige ansvarsområder

For at komme så tæt på virkeligheden som muligt har de fire jordbrugsmaskinførere fra start tildelt hinanden forskellige roller. Rollerne svarer til dem, de ville bestride, hvis de overtog Skærlund i fællesskab.

- Man lever sig ind i det på en anden måde, og rent praktisk betyder det også, at vi har forskellige ansvarsområder i selve opgaven, forklarer Andreas, der selv har fået rollen som direktør for Skærlund Maskinstation.

- Jeg synes, økonomi og ansvar er fedt, og så dækker de andre af på nogle af de områder, de er stærke i, for eksempel det med at skrive og planlægge. Det fungerer ret godt.

De fire jordbrugsmaskinførere har brugt en måned på at skrive eksamensopgaven om Skærlund Maskinstation, og eksamen afsluttes med et mundtligt forsvar.

Direktøren Andreas Boelsgaard Kieffer, 22 år

Andreas bliver udlært hos Kibæk Maskinstation ved Herning, hvor han planlægger at blive for at få mere erfaring, inden han prøver kræfter med livet som selvstændig.

I eksamensprojektet er Andreas direktør for Skærlund Maskinstation. Han har det overordnede ansvar for virksomhedens økonomi og drift, og han står for ansættelse af nye medarbejdere. Samtidig prioriterer han at have tid til selv at køre gravemaskine en gang imellem.

Kørselslederen Oscar S. B. Lauritsen, 20 år

Oscar bliver udlært ved Torup Bakkegård og Orelund på Fyn, der driver landbrug med produktion af specialafgrøder som jordbær og løg. Til sommer rejser han til Australien for at hjælpe med høsten.

I eksamensprojektet er Oscar kørselsleder på Skærlund Maskinstation. Han har ansvaret for virksomhedens daglige drift, han uddelegerer arbejdsopgaver til medarbejdergruppen og står personligt for al kundekontakt og kundepleje.

Maskinføreren Casper Madsen, 20 år

Casper bliver udlært hos maskinstationen Brdr. Thorsen på Djursland, hvor han planlægger at blive og få mere erfaring som maskinfører.

I eksamensprojektet er Casper ansat som jordbrugsmaskinfører på Skærlund Maskinstation. Caspers foretrukne arbejdsredskab er rendegraveren og andet større udstyr, og han udfører især større graveopgaver og vejarbejde.

Maskinføreren Mads Andersen, 19 år

Mads bliver udlært hos Lindholm Maskinstation ved Toftlund i Sønderjylland, hvor han planlægger at blive for at få mere erfaring.

I eksamensprojektet er Mads ansat som jordbrugsmaskinfører på Skærlund Maskinstation. Hans foretrukne arbejdsredskab er bobcatten og andet mindre udstyr, og han udfører især mindre anlægsopgaver og vejservice.