Abonnementsartikel

Landbrug & Fødevarer ser en række negative tendenser i verdensøkonomien og forudser derfor lavere vækst end Det Økonomiske Råd.

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer ser ikke så lyst på fremtiden for dansk økonomi, som Det Økonomiske Råd. Rådet forventer en vækst på 1,6 procent i 2015 stigende til 2,1 procent i 2016.

- Vi tror, at både det private forbrug og eksporten vil stige betydeligt mindre, end Det Økonomiske Råd forudser. Derfor er vores forventninger til den samlede vækst mere beskedne. Vi forventer en vækst på 1,3 pct. i 2015 og 1,4 procent i 2016, siger Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild.

Væksten skal ifølge Det Økonomiske Råd blandt andet drives frem af en markant stigning i eksporten de kommende år. Det Økonomiske Råd forventer en stigning i vareeksporten på 2,7 procent i år stigende til 4,2 procent i 2017.

- Som verden ser ud lige nu, mener vi, at det skøn er for optimistisk. Der er for mange ubekendte, hvis man kigger rundt i verden. Ruslands importstop og den uafklarede situation i Ukraine har kostet danske fødevarevirksomheder dyrt, i Kina er væksten gået ned i tempo, og i eurozonen lader opsvinget stadig vente på sig, selvom en del af brikkerne er faldet på plads i Grækenland, siger Martin Merrild.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han hæfter sig ved, at væksten i Danmark de seneste år har været lavere end i vores nabolande.

- Det tyder på, at vi ikke er konkurrencedygtige nok. Historisk har danske virksomheder ellers været gode til at udnytte opsving i vores nabolande ved at øge eksporten. Men sådan har det ikke været de seneste år. Det er stærkt bekymrende, siger Martin Merrild.

Han mener derfor, at der er brug for at lette vilkårene for dansk erhvervsliv.

- Udover et højt lønniveau trækkes danske virksomheder også med en række særafgifter som gør, at de ikke konkurrerer på lige vilkår på verdensmarkedet. Det gælder især PSO-afgiften, der hvert år koster virksomheder i fødevareklyngen over 700 millioner kroner. Det er en tung klods om benet på en sektor, der er så eksporttung, siger Martin Merrild.

Af samme grund er Landbrug & Fødevarer enige med Det Økonomiske Råd i, at PSO-afgiften bør afløses af en indkomstskat.

- Det vil mindske de omkostninger, som danske virksomheder kæmper med. Det vil føre til øget eksport og beskæftigelse og i sidste ende komme hele samfundet til gavn, siger Martin Merrild.