Abonnementsartikel

Holmsland Maskinforretning A/S har været på storindkøb: 11 nye Valtra T213V-traktorer står klar til kunderne.

- Det var vel lidt en pludselig indskydelse - lidt efterårskuller. Der skulle ske noget, og hvis man ikke satser, så vinder man jo aldrig.

Sådan siger indehaver af Holmsland Maskinforretning A/S, Arne Nielsen, som sit seneste indkøb af de 11 Valtra T-modeller. Maskinerne er indkøbt hos den danske Valtra-importør, Lantmännen Maskin DK A/S, og blev leveret til Holmsland Maskinforretning ved Ringkøbing i løbet af mandag, tirsdag og onsdag i denne uge.

Arne Nielsen fortæller, at de 11 identiske maskiner byder på en sekscylindret motor med 225 hestekræfter, luftaffjedret foraksel, frontlift, luftaffjedret kabine, LS-styring og 8.500 kg. lift.

- De er også forberedt til GPS, og har en masse andet lækkert udstyr, siger Arne Nielsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Til mange kunder

På spørgsmålet om, hvordan man som maskinforretning tør foretage sådan en investering i disse tider, forklarer Arne Nielsen, at han slet ikke er bekymret.

- Det er en traktor, der har en størrelse som vil kunne bruges mange steder, så der er mange kunder til den. Og så er der meget udstyr i dem. Jeg tror det er en traktor, vi nemt kan afsætte, siger Arne Nielsen.

Stor interesse

Holmsland Maskinforretning slog nyheden op deres Facebookside i dag, torsdag, og allerede efter et par timer var det opslag nået ud til knap 2.000 brugere.

- Siden de første maskiner blev leveret mandag har der allerede været otte-ni henvendelser, og jeg er sikker på at nogle af dem nok skal blive til noget, siger Arne Nielsen, der er rigtig godt tilfreds med den store investering:

- Et køb som det her kommer jo vores kunder til gode, slutter Arne Nielsen.