Ifølge Berlingske har erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) ført en hemmelig korrespondance med de store pengeinstitutter om at tvinge omkring 1.700 forgældede landmænd ud af deres bedrifter.

Det har fået flere iagttagere i landbruget til at kalde det en "dødsliste", og forslaget vækker modstand i både bank- og landbrugskredse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formålet er dels, at det skal blive lettere for unge landmænd at komme ind på gårdene, og dels at håbløst forgældede landmænd skal kunne slippe af sted uden at være forgældet for resten af livet.

Men Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen siger til Maskinbladet, at han siger klart nej til et "diktat" fra Henrik Sass Larsen:

- Venstre siger klart nej til at tvinge bankerne til at lave "dødslister" over problemramte landbrug. Bankerne skal drive erhvervsvirksomhed, og ministeren skal ikke være bankdirektør. Han skal være med til at lægge rammevilkårene, siger Erling Bonnesen til Maskinbladet.

Braklægger

Han advarer om, at regeringen i øjeblikket er ved at slå dansk landbrug ihjel med de nye vandplaner:

- Det vil braklægge store arealer, og regeringen påtvinger stor undergødskning i forhold til, hvad der er behov for. Så er det da klart, at landmanden ikke kan tjene penge og finansiere gælden. Det skal erhvervsministeren hellere sætte fokus på. De landmænd, der økonomisk er så langt ude, at de ikke kan reddes, skal håndteres af bankerne. Det er der klare regler og systemer for. Det er ingen politisk opgave. Bliver det en politisk fastlagt "dødsliste", vil nogen landmænd også kunne føle sig snydt konkurrencemæssigt. Erhvervsministeren skal holde fingrene væk, siger Venstres ordfører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen garantier

Erling Bonnesen kan ikke udstede garantier for, at en ny regering hurtigt efter sin tiltræden vil fjerne vandplanerne igen, men han understreger, at det er hans vurdering og holdning, at vandplanerne er så skadelige, at de bør laves om:

- Jeg kan som Venstres fødevareordfører ikke stiltiende se på, mens vandplanerne slår dansk landbrug ihjel, slutter Erling Bonnesen.