I dette nummer af Agro vil jeg dels opsummere, dels skrive yderligere om landbrugets økonomi, men ud fra en mere personlig vinkel i en bylandmands perspektiv, som er det vi har.

I løbet af 2017 har jeg skrevet i Agro om landbrug i Skåne. I marts skrev jeg om restaurering af vores lokale å, i maj om gødskning, i juli om vådmarker, og i september om økonomien i skånsk landbrug sammenlignet med i dansk landbrug. I dette nummer af Agro vil jeg dels opsummere, dels skrive yderligere om landbrugets økonomi, men ud fra en mere personlig vinkel - i en bylandmands perspektiv, som er det vi har.

Min farfar, som var landmand, sagde: "Der er tre måder man kan miste sine penge på. Heste er den eleganteste, kvinder den morsomste, men landbrug er den sikreste" (jeg beklager et politisk ukorrekt element i dette udsagn, han døde i 1952). På denne baggrund vil jeg forsøge at svare på, om det er muligt at tjene penge på landbrug. Der er helt klart to elementer i dette: Driften og formuen/investeringen.

Investeringen

Da vi var cirka 50 år gamle, indså min hustru og jeg efter mange år med gode lønninger, at vi var nødt til at tænke på formuepleje. Vi er begge landmandsbørn, og vi bestemte os for at investere i landbrug. Formålet var ikke at vi skulle tjene voldsomt på investeringen, vi tænkte snarere på at bo på landet når vi blev gamle. At det alligevel blev til en god investering rent økonomisk, var nok mest held.

Det var lettere sagt end gjort at investere i landbrug. Jordlovene i Danmark var omkring 2005 sådan, at hvis man ikke havde en landbrugsudannelse, kunne man højst købe 30 hektar, og man havde bopælspligt.

Jeg havde i mange år arbejdet i et svensk-engelsk-amerikansk lægemiddelsfirma, og vi havde derfor en vis tilknytning til Sverige. Vi bestemte os derfor for at købe landbrug i Skåne, hvor der ikke var restriktioner på køb. Vi tilbragte megen tid med at se på landbrug i Skåne. Jo mere vi ledte, jo længere kom vi mod sydvest, jo bedre blev jorden, og jo dyrere blev det. I det tidlige forår 2006 købte vi en gård på cirka 50 hektar agerjord, men uden bygninger, ved Grönby cirka 30 kilometer sydöst for Malmö. Senere på året købte vi en nabogård med cirka 20 hektar agerjord. Den havde også et meget fint bygningssæt fra 1846, og begge gårde havde dejlige naturområder. Og der er under en time i bil til centrum af København.

I 2007 steg priserne på afgrøder voldsomt, og dermed også på landbrugsjord. I 2008 var værdien af vores landbrug steget kraftigt, og gældsprocenten nærmest halveret. I modsætning til i Danmark, er prisen på landbrugsjord i Skåne ikke faldet igen, men er i dag på et højt niveau, som jeg beskrev i Agro i september 2017.

Når man læser om privatøkonomi, finder man argumentet for at have ejerbolig, at det er godt at have noget man kan spare op i. Det er rigtigt. Som lønmodtager kan det være svært at spare op, også med gode lønninger, først og fremmest på grund af skatten. Her er et hus velegnet at spare op i, men landbrug er et endnu bedre opsparingsobjekt. Vi havde således fra vore lønninger råd til både at have underskud på driften de første år og til at amortere på gælden.

Efter nogle år, i 2011, købte vi yderligere en gård, uden bygninger. Den lå cirka 10 kilometer syd for vort landbrug i Grönby, men det var en attraktion for os at den lå i nærheden af en af de bedste strande på Skånes sydvestkyst. I 2012 købte vi yderligere en gård i Grönby på cirka 30 hektar, igen uden bygninger. Det var på denne gård at vi gennemførte et stort restaureringsprojekt, hvor vi skabte en stor vådmark og restaurerede en del af agerjorden, som beskrevet i en artikel i Agro i juli 2017. I 2015 købte vi yderligere jord fra en nabo i Grönby.

Frem til 2009 beholdt vi vores hus i Skodsborg nord for København. Derefter havde vi en lejlighed på Østerbro. Først i 2015 flyttede vi for alvor til gården sydøst for Malmö.

I landbrug er det en afgørende parameter, at man køber på et godt tidspunkt. Denne parameter styres i høj grad af heldet. Gælden er en anden vigtig parameter i landbruget. I 2006 endte vi med en gældsprocent på knap 50, hvilket på daværende tidspunkt ikke var noget problem, hverken for os eller for vores svenske bank. Et par år senere var vor belåning faldet til cirka 25 procent. Det var godt, for nu kom finanskrisen omkring 2009, og banken indførte en mere restriktiv politik. Den ville højst acceptere en belåning på 50 procent af markedsværdien, hvis man selv drev landbruget. Hvis man, som vi gjorde, forpagtede ud, ville banken højst acceptere 25 procent. Og der var vi heldigvis. Vi fortsatte dog med at amortere pæne beløb hvert år, hvilket muliggjorde at vi kunne købe yderligere jord i 2011, 2012 og 2015. Den højeste belåningsgrad vi nåede op på i 2012 var godt 30 procent, men i dag ligger vi en del under grænsen på 25 procent.

Måske det er for lavt. Jeg hørte en fremtrædende person indenfor svensk landbrug anbefale, at man skulle have en belåningsgrad på 50 procent, hvis man ville ekspandere som landmand. Jeg tror han har ret, man skal ikke have for høj, men heller ikke for lav gæld. På den anden side skal man også kunne sove roligt om natten, det er et spørgsmål om hvordan man er indrettet.

Driften

Hvis man etablerer sig på et gunstigt tidspunkt, kan man altså tjene på landbrug som en investering. Men hvordan med driften? Her må jeg lægge vægt på bylandmandens perspektiv.

I Sverige taler man om to måder at være bylandmand på, måneskinsbonde og trottoirbonde (fortov hedder trottoir på svensk). En måneskinsbonde har et almindeligt arbejde og forsøger desperat at passe sit landbrug i weekender og om aftenen.. En trottoirbonde er mere begunstiget, han bor i byen og kommer en gang imellem og inspicerer sit landbrug. Vi lander vist selv midt imellem de to måder. Indtil for få år siden havde min hustru og jeg begge fuldtidsarbejde. På grund af landbruget valgte vi at slutte med fuldtidsarbejdet. Jeg arbejder i dag på deltid i et dansk lægemiddelsfirma.

Vi har siden 2006 haft størsteparten af agerjorden forpagtet ud. I de senere år har vi selv haft ansvaret for en mindre del af agerjorden. Hertil kommer naturområder på 15-20 hektar, enge, søer og å, som vi selv passer. Disse områder er på kontrakt med Lensstyrelsen, hvor vi får miljøstøtte på op til 8000 svenske kroner per hektar. Til gengæld er der høje krav til pasningen. Yderligere er der levende hegn, grusveje, bygninger og så videre at passe.

Det er klart, at det gør en stor forskel på økonomien om man forpagter ud eller selv driver landbruget. I en meget grov kalkule, hvor tallene bare skal ses som en rettesnor, kan man tale om følgende indtægter og udgifter pr hektar agerjord ved konventionel dyrkning.

Det er tydeligt, at hvis man selv driver landbruget, så har man et noget større udbytte end hvis man feks forpagter ud. Den som forpagter ud, har forpagtningsafgiften til at betale renter med. Yderligere kan han jo hæve en måske høj løn på sit arbejde udenfor landbruget, og han slipper for at binde store beløb i maskiner og måske driftsbygninger. Alligevel er min pointe, at indtægten fra landbruget falder drastisk, hvis man ikke driver det selv. Man er også nødt til at tænke på reglerne for, hvor mange år man må trække driftsunderskud fra i lønindkomst.

Hvis man selv driver sit landbrug, kan man i Sydvest-Skåne, med de nuværende, høje jordpriser, stort set forrente købesummen til den nuværende, lave rente. Hvis man forpagter ud, er det sværere at forrente dagens købesum. Hvis man alligevel vil købe jord, må det bero på en afvejning af en dårlig forrentning mod en mulig værdistigning, og betragtninger om det vigtige begreb arrondering. Yderligere kommer også andre, bløde værdier ind, for eksempel en billig, attraktiv bolig, i smuk natur.

Også troen på rentens udvikling spiller ind. I Sverige løber landbrugslån typisk over 60 år. Men renten er typisk bundet i bare 5 år. Længere bindingsperioder koster uforholdsmæssigt meget, selv for kun 10 års binding. Her kan vi godt misunde danske landmænds mulighed for fastforrentede, 30-årige realkreditlån, selvom man i Danmark bliver flået i bidrag.

Hvis man forpagter ud, skal man med andre ord ikke have for høj gæld (som vores bank meget rigtigt siger). Den nuværende, lave rente er så en større fordel for markejeren and for forpagteren. For vort vedkommende er vores renteudgifter faldet voldsomt. De var højest omkring 2013, cirka 450 000 svenske kroner pr år. I dag er de cirka 150 000 svenske kroner. Faldet skyldes både amortering og rentefald, men det pynter unægteligt på årsregnskabet.

Fremtiden

Som andre landmänd har vi i flere år kunnet glæde os over lave renter, som er utroligt vigtige i et erhverv med enorme kapitalomkostninger. Men der er andre faktorer som går den gale vej i øjeblikket. Faldet i hektarstøtten fra EU findes også i Danmark, men i Skåne er det særligt mærkbart. Som jeg tidligere har nævnt, har de svenske landboforeninger vedtaget at flytte støtte fra god jord og planteavl i Skåne til resten af landet, hvor man i forvejen har andre former for støtte, til køer, mælk, og endda LFR-stötte (Less Favoured Region) i Nordsverige. Enhver er sig selv nærmest. I Sydvest-Skåne bliver det endelige fald typisk fra over 300 euro ned til cirka 150 euro per hektar.

Også priserne for sukkerroer fra Nordzuckers side er faldet en del i det sidste par år. Men værst er nok prisen på korn, især hvede, som har været dårlig i flere år med et lavpunkt i efteråret 2017.

Over tid går priserne på landbrugsafgrøder op og ned. Men det er svært i øjeblikket at se faktorer som kan lede til højere kornpriser indenfor de nærmeste år. Det er klart, at man kan ændre sit produktmix i retning af produkter med højere priser. Men en sådan ændring kræver typisk en stor indsats af både arbejde og investeringer. Og gør man denne indsats, er det yderligere afgørende at timingen er rigtig. Det kan mange svenske mælkebønder tale med om. For nogle år siden fik høje mælkepriser mange til at investere stort i kostalde, kun for at opleve en årrække med elendige mælkepriser.

Afslutning

I fem artikler i Agro har jeg skrevet om landbrug i Skåne, og sammenlignet med forholdene i Danmark. Selv om der er fordele ved at drive landbrug i Skåne, er det ingen dans på roser.

For økonomien er den overordnede konklusion, at man kan tjene på landbrug som en investering, hvis man etablerer sig på et gunstigt tidspunkt. Med hensyn til driften ser det mere problematisk ud, på grund af faldende priser og EU støtte, selv om øjeblikkets lave rente yder sit positive bidrag. Her gælder det om at være velkonsolideret.