Abonnementsartikel

FirstFarms A/S har udvidet virksomhedens areal i det vestlige Rumænien med yderligere 1.500 hektar.

Aktionærerne på generalforsamlingen 21. april 2015 i FirstFarms A/S kunne glæde sig over, at koncernen er rykket endnu et skridt nærmere sin målsætning for drift af 20.000 hektar jord i Rumænien.

- Det er lykkes for os at udvide arealet i Vestrumænien med yderligere 1.500 hektar her i foråret i forhold til det forventede. Nu driver vi 3.800 hektar i dette område i høståret 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortalte formanden for FirstFarms A/S, Henrik Hougaard, i sin beretning på generalforsamlingen i Billund.

Tilfredstillende år

Tilstede var 78 aktionærer, som i formandens beretning fik at vide, at koncernen kom ud af 2014 på en tilfredsstillende måde. Ikke mindst set i lyset af, at året bød på mange vanskeligheder for det europæiske landbrug.

FirstFarms realiserede nemlig i 2014 en omsætning på 125,1 millioner kroner, et EBIT-resultat (resultat før renter) på 19,2 millioner kroner og et resultat før skat på 11,5 millioner kroner.

Ønsker 20.000 hektar

Med den nye aftale driver FirstFarms A/S nu i alt 7.000 hektar i Rumænien til høst i 2015. Hertil kommer, at der med den nyligt indgåede hensigtserklæring med DCH International A/S fra september 2015 bliver udvidet med yderligere 2.100 hektar.

- Hvis denne aftale gennemføres er vi oppe på i alt 9.100 hektar i vores centre i henholdsvis det østlige og vestlige Rumænien, konstaterer Anders H. Nørgaard, adm. direktør for FirstFarms A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bringer selskabet lidt nærmere på målsætningen om drift af 10.000 hektar i hvert af de to centre.

- De 1.500 hektar er allerede i omdrift og vil blive sået til med solsikker og majs, fortæller områdechef Bjarne Maj fra enheden i det vestlige Rumænien.

De øvrige afgrøder er hvede og vinterraps, som blev etableret i efteråret 2014. Udvidelsen kan klares med den eksisterende maskinpark bortset fra, at der skal en ekstra marksprøjte og lidt flere kornvogne til.

I alt er der beskæftiget 15 medarbejdere i det vestlige Rumænien.