Abonnementsartikel

Den danske producent forhandler to modeller, som sælges under navnet TP Chip Trailer.

Efter at have produceret flishuggere af mærket TP i mere end 30 år har Linddana A/S valgt også at kaste sig ud i en forhandling af flisvogne. Højtipvognene, der sælges under brandnavnet TP Chip Trailer, er målrettet skoventreprenører, som flishugger til biobrændsel. Vognene produceres ikke af Linddana, men den kan leveres på kort tid, og således kan Linddana nu levere en komplet løsning.

Vognene er - naturligvis - malede i den traditionelle røde TP-farve.

Til flishugning i stor skala

- Vi oplever generelt en efterspørgsel efter flisvogne, når vi sælger vores store kranmodeller TP 320 og TP 400. Mange af vores slutkunder er jo på udkig efter en egnet højtipvogn, når de køber ny flishugger. Det gælder både danske og udenlandske kunder. Derfor er det både en fordel og en stor fornøjelse for os, at vi nu kan hjælpe med begge dele, fortæller Linddanas direktør, Jørgen Due Jensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De røde TP-vogne produceres i to versioner, til henholdsvis 19 kubikmeter og 23 kubikmeter flis. Vognene kobles på traktoren og betjenes fra traktorens kabine. Fælles for begge typer er, at de kan opsamle flisen direkte fra flishuggeren og derefter højtippe den over i selv de højeste containere.

Standardudstyr på begge vogne inkluderer bogie med hydrauliske bremser på begge aksler, 600/50-22,5" dæk med forstærket fælg, lukket tag, lysanlæg og aftageligt støtteben. Udover rumindholdet er den primære forskel på de to vogne, at TP Chip Trailer 19 HBT har højbagtip, hvorimod modellen 23 HST tipper flisen sidelæns ud.

Systemløsninger

Selvom Linddana udelukkende producerer flishuggere, er det ikke uvant, at det er hele systemløsninger, der skal leveres, når der er tale om de store kranmodeller.

- Vi havde for eksempel en stor ordre til Japan, hvor kunden lagde vægt på, at der skulle leveres en passende flisvogn sammen med flishuggeren. Og i den forbindelse fandt vi ud af, at leveringstiden er central. Det er derfor nu en klar fordel, at vi kan garantere en leveringstid på otte uger på standardvognene, forklarer Jørgen Due Jensen.

Ligesom det også er tilfældet med TP flishuggerne, sælges TP Chip Trailer gennem Linddanas forhandlernetværk bestående af maskinforretninger i hele landet.