Abonnementsartikel

Tican indstiller produktionsvirksomheden i Fjerritslev til lukning på grund af Ruslands importstop.

Ticans bestyrelse og ledelse har på et bestyrelsesmøde torsdag aften besluttet at indstille Fjerritslev-afdelingen til lukning. Den primære årsag til beslutningen er den manglende adgang til det russiske marked.

Tican udbener cirka 55.000 forender om ugen på afdelingen, men siden Rusland lukkede for import af svinekød fra EU i slutningen af januar, har det vist sig umuligt at skabe en konkurrencedygtig produktion af de produkter, som Fjerritslev-afdelingen er specialiseret i. Samtidig er udsigterne til en genåbning af Rusland inden for rimelig tid meget dystre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afdelingen i Fjerritslev beskæftiger cirka 160 medarbejdere, og der indledes nu en treugers periode, hvor der gennemføres en dialog mellem virksomhed og medarbejdere om mulige løsninger for eventuelt at undgå en lukning.

- Medarbejderne og ledelsen i Fjerritslev har kæmpet i årevis for at bevare virksomheden som et aktiv i koncernen. Det har i perioder været svært, og andre virksomheder har for længst nedlagt eller udflaget udbening af forender til lavtlønsområder. Vi må nu også erkende, at vi ikke på det foreliggende grundlag kan skabe rentabilitet. Vi har forsøgt at vende hver en sten og udvist tålmodighed, men vi ser desværre ingen muligheder for at skabe en rentabel produktion i Fjerritslev. Det er en meget tung beslutning at indstille afdelingen til lukning, men desværre nødvendigt, siger adm. direktør Ove Thejls i en pressemeddelelse.