T6000-serien, som New Holland introducerede i 2007, omfattede modeller fra de tidligere TSA og TM-serier. T6010 og T6020 var begge med firecylindrede modeller og effektmæssigt startede serien ved godt 100 hestekræfter. Ved introduktionen blev modelserien toppet af T6080, som havde en sekscylindret motor, der med boost ydede 178 hestekræfter. I 2009 fik serien ny kransekagefigur i form af New Holland T6090, som nåede 200 hestekræfter.

Den brugte New Holland T6050, som er set hos John Madsen A/S, er fra 2008. Traktoren har gået 3339 timer og er monteret med affjedret foraksel samt fire dobbeltvirkende udtag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Range Command

Traktoren er med Range Command Eco transmission, som er en semi power shift transmission med tre gruppegear. I den nederste samt i den midterste gruppe indeholder transmissionen seks power shift trin, mens den øverste gruppe indeholder syv trin. Det syvende gear er et såkaldt Eco gear, som gør, at traktoren kan køre hurtig transport med reducerede motoromdrejninger. Traktoren blev også produceret i en version med blot seks trin i de høje områder.

Både gruppegear og power shift trin skiftes med trykknapper på kørehåndtaget, og uden at koblingspedalen skal betjenes. Range Command transmissionen kan indstilles til automatisk at skifte gear, både når der køres transport, og når der arbejdes i marken. Alternativt kunne T6050 også leveres med Power Command, som er en power shift transmission med 19 trin.

Før der købes brugt New Holland T6050 bør man overveje, hvilke arbejdsopgaver, traktoren skal løse. Er hovedopgaven transport og jordbearbejdning er semi power shift transmissionen en super løsning, Skal der arbejdes med enten en presser eller en stor skårlægger, hvor hastigheden varierer meget, kan det være en god løsning at se sig om efter en model med Power Command transmissionen.

Tre typer foraksler

Den fynske New Holland T6050 er udstyret med affjedret Terra Glide foraksel. Den affjedrede foraksel er blot den ene af de to alternativer til standardforakslen, som New Holland tilbød til T6000-serien. Anden option er SuperSteer akslen, som reducerer venderadius med cirka en halv meter. Ligesom ved valg af transmission er det vigtigt at overveje, hvad traktoren skal anvendes til, og hvilken foraksel der passer bedst til opgaven.

I 2012 blev T6000 afløst af New Holland T6. Største forskel på de to modelserier er, at motoren i T6 er en Tier 4i motor, som anvender en SCR katalysator og tilsætning af AdBlue til at sænke forureningen fra motoren. En anden stor forskel er armlænsbetjeningen i T5, som er hentet direkte fra de større New Holland modeller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med introduktionen af T6 fik kunder til New Hollands mellemklassetraktor desuden mulighed for at vælge den trinløse Auto Command transmission.

Vælg traktor efter opgave

New Holland T65050 er en kompakt traktor med en forholdsvis kort akseafstand, og med den rigtige mængde frontvægt kan den gå med en femfuret vendeplov, men det er ikke traktorens spidskompetence, siger fynsk salgskonsulent.

I 50 år har New Hollands fabrik i Bassildon produceret traktorer, og for at fejre det sender fabrikken en specialmodel af blandt andet New Holland T6 på markedet. I forbindelse med 25 års jubilæet kom der også en specialmodel. Dengang hed modellen Ford 7810, og på jubilæumsmodellen var blandt andet motorhjelmen sølvfarvet. Med sin sekscylindrede motor og sit kompakte design var Ford 7810 forgængeren for blandt andet New Holland T6050.

- New Holland T6050 har en forholdsvis kort akselafstand, og det gør den manøvredygtig og velegnet som frontlæssertraktor. Monteret med frontvægten kan den håndtere en femfuret ophængt vendeplov, og traktoren er derfor en fin førstetraktor til mindre og mellemstore landmænd. Men er hovedopgaven at køre med den tunge plov, bør man vælge en større model og lade T6050 være andentraktor, hvor den vil være ideel som sprøjtetraktor og til at køre med frontlæsser, anbefaler Niels Simonsen, salgskonsulent hos John Madsen A/S på Fyn.

Kontroller forakslen

Den brugte traktor er med Terraglide affjedret foraksel. Akselen er en traditionel stiv aksel, der er hydraulisk affjedret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I forhold til forakslen på eksempelvis TVT- modellerne er Terraglide en forholdsvis simpel løsning. Det betyder også, at akslen i forhold til standardakslen kun har et par ekstra smøresteder. Passes de med smøring er der ingen problemer med den affjedrede aksel, siger værkfører Claus Møller og tilføjer:

- Men uanset akseltypen er det vigtigt, at forakslen aflastes, når den smøres. Det sikrer, at fedtet ikke blot vælter ud der, hvor det er nemmest, men kommer der hen, hvor det virkelig gør gavn.

Afprøv transmissionen

For at sikre sig at den halvautomatiske transmission virker, er det en god ide at køre en tur på traktoren og mærke efter, hvordan både gruppegearene, power shift trinene og vendegearet fungerer.

Når traktoren serviceres, kalibreres gearene, og når montøren har tilsluttet sin computer til traktoren, kan han også udlæse eventuelle fejlkoder fra transmissionen. Er man i tvivl om transmissionens funktionalitet på den brugte traktor, kan det være en god ide at lade en autoriseret montør afprøve transmissionen.

Med ramme

Den brugte New Holland T6050 er monteret med en kraftig stålramme fra forbro og til transmissionshuset. Det gør det let at montere enten frontlift eller frontlæsser på traktoren. Da den samtidig er monteret med et joystick til betjening af to hydraulikudtag, er traktoren nærmest forberedt til frontlæsser.