Landmænd, der har købt malkerobotter og andre produkter hos Lely Scandinavia, kan have betalt for meget for deres produkter.

Sådan lyder det fra Konkurrencerådet, der netop har afgjort en sag om ulovlige prisaftaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her har Lely og fire danske Lely franchise-tagere handlet i strid med konkurrenceloven. De har delt markeder og koordineret priser på malkerobotter.

- Der er tale om en grov overtrædelse af konkurrenceloven. I Lely-sagen er det gået ud over landmændene, som kan have betalt for meget for deres malkerobotter og andre Lely-produkter, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.

- Konkurrencerådets afgørelse slår fast, at franchise-tagere også kan være konkurrerende virksomheder, der ikke må indgå aftaler, som begrænser konkurrencen imellem dem. Lelys ulovlige aftale har en karakter, så den kan have påvirket prisen, udbuddet og kvaliteten af de tilbud, som Lelys kunder har fået, siger hun videre.

Ankesag

Ifølge Agnete Gersing er der tale om en strafbar overtrædelse, men inden sagen sendes videre til anklagemyndigheden, vil man vente på en eventuel ankesag.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tog sagen op i 2011 på baggrund af flere klager over Lelys forretningsmodel og metoder. Der er siden blevet gennemført kontrolundersøgelser hos en række virksomheder herunder hos Lely Scandinavia og Lely Center Rødekro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmænd kan have betalt overpris for Lelys malkerobotter samt for service og reparation af dem og for tilbehør og reservedele til dem.

Den ulovlige markedsdeling vedrører udelukkende salg fra Lely-centrene, hvor kunder fra et andet Lely-centers område har henvendt sig.

Den ulovlige adfærd har stået på i en periode på fire og et halvt år.