Dit abonnement er suspenderet pga. manglende betaling. Betal venligst din faktura, som du finder her.

Opret gratis profil

Den perfekte gård til os

20. jun. 2022 | Indrykket af SAGRO I/S

Mogens og Mette Hosbond Toft er rykket ind på en gård, de end ikke havde fantasi til at drømme om

Del artiklen:

- Vi er der, hvor vi havde drømt om at være om 10 år!

Mogens Hosbond Toft smiler.

Stort set alle ønskerne er opfyldt: En veldrevet gård tæt på familien, med mange køer, et godt produktionsapparat og et stuehus fra 2004 samt mulighed for at udvide.

Familien overtog gården den 1. januar og stuehuset den 15. marts, og lige fra starten var det planen at udskifte de fem malkerobotter.

- Ønsket var, at vi skulle have dem inden midten af maj eller også sidst i august, understreger Mogens Hosbond.

Grund: Han og Mette, der er sygeplejerske, skal have deres andet barn, og de nye robotter skulle ikke køres ind samtidig med, at der er en baby i stuehuset.

- Familien er det vigtigste, fastslår Mogens. Det er en af grundene til, at de er faldet for gården ved Gårde. Den ligger forholdsvis tæt på Mettes familie og tæt på Mogens’.


Gå efter drømmen

Det er tre år siden Mogens og Mette Hosbond Toft begyndte at se efter gård. I begyndelsen var det mindre gårde med omkring 200 køer – og så var det nødlidende gårde.

- Men cheføkonom Morten Dahl Thomsen fra SAGRO spurgte ind til, hvad det egentlig var, vi gik efter. Og det var jo en gård med mulighed for omkring 500 køer. Og så sagde han, at han synes, det var det, vi skulle gå efter, fortæller Mogens.

Nu var det en anden type ejendomme, parret begyndte at holde øje med. Men flere gange blev der budt mere for de ejendomme, de havde udset sig, end de var klar til at betale – primært fordi etablerede mælkeproducenter kan finansiere deres køb på en bedre måde end nyetablerede.

- I den situation kan man godt miste modet, men Morten Dahl Thomsen var fantastisk til at støtte os i at gå videre.

- Vi havde aftalt, at vi ikke ville betale mere, end at prisen kan forrentes. Det skal afspejle sig i prisen, at betalingsrettighederne forsvinder, og at en stald måske ikke kan bruges efter 2034 på grund af Lov om hold af Malkekvæg. Det synes jeg ikke altid, at det gør, understreger Mogens.

Tuner produktionen

Når man rykker ind på en gård, der allerede er veldrevet, handler det i høj grad om justeringer af produktionen. Goldkøerne har allerede mærket det, efter at de nu bliver fasefodret.

OK – investeringen i seks nye Lely-robotter er ikke bare en justering. De afløser fem robotter med styret kotrafik. Og især den styrede kotrafik generede Mogens Hosbond.

- Den tilgodeser ikke de svageste køer, fordi de stærke køer kan spærre ind til robotten og dermed også vejen hen til foderbordet, fastslår Mogens.

Robotterne har allerede været med til at hæve ydelsen, og de skal også være med til at hæve levealderen for køerne, der i øjeblikket er lidt under gennemsnittet. Robotterne har også et andet formål: At være med til at skabe en attraktiv arbejdsplads, så det er til at holde på de gode medarbejdere, understreger Mogens.

I stalden har Mogens givet sig selv en udfordring: For at forbedre økonomien, vil han have køerne til at leve længere. Samtidig skal krydsningskøerne skiftes ud med Holstein, som stiller større krav til kokomfort.

- Holstein har en højere ydelse, og det er også med til at styrke økonomien, siger Mogens Hosbond Toft.

Midlerne til at få besætningens køer til at holde længere er bedre pasning, øje for detaljerne samt de nye malkerobotter, der giver køerne mere tid til at ligge i sengebåsene.

En af de ting, der står på Mogens Hosbond Tofts ønskeliste, er derfor sand i sengebåsene. Det kan lade sig gøre, fordi der er linespil under spalterne. Derfor mangler der kun bagkanter og et par tværkanaler i den store stald fra 2014.

Det tredje ben i en forbedret økonomi er flere køer. Der var 365 køer og opdræt i besætningen, da han og Mette overtog den. I de kommende måneder skal det tal udvides til 430 årskøer.

Køber flere køer

Udvidelsen sker ved at købe køer.

- Vi har kapaciteten nu, og mælkeprisen er god. Derfor skal vi hurtigst muligt op i antal køer.

Udvidelsen sker i de samme rammer som hidtil. Men dels er der bedre plads på grund af nye robotter, dels nedlægges en malkestald, som tidligere har været brugt til medicinkøer. Der bliver også mulighed for meget lettere at separere enkelte køer fra den største flok.

Gerne flere køer, men…

Mogens og Mette vil gerne have flere køer. Men det skal ske på den rigtige måde, så de ikke sætter overblikket og de små hjørner over styr.

- Vi skal ikke have flere køer bare for at få flere køer. Det skal give plus på bundlinjen, hvis det skal have en mening, slår Mogens Hosbond Toft fast.


OBS! Når du gemmer kommentaren vil du modtage en mail med et link til aktivering. Din kommentar vil først blive vist når du har aktiveret den. Din email adresse vil selvfølgelig ikke blive vist!

Hold en god tone

Undgå personlige angreb og indlæg af markedsføringsmæssig karakter i kommentarerne.
Brug kun links i kommentarerne, såfremt det er relevant.

OBS.: Debatten modereres af portalens redaktion. Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes konsekvent.


Tak for din kommentar!

Vi er dog ikke helt færdige endnu. Vi har sendt dig en mail med et link til aktivering af din kommentar. Først når du har brugt linket vil din kommentar blive synlig på hjemmesiden.

Har du ikke fået en mail i løbet af 10 minutter kan det være fordi din mail service har frasorteret den som spam.

Udvalgte PARTNERS

Udvalgte PARTNERS produkter