Forsøgsstationen AU Jyndevad fejrer i år 75 års fødselsdag.

For at markere de mange år, hvor stedet har udført et hav af forskellige forsøg, afholdes der temadag med en lang række indlæg fra forskellige forskere fra Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Temadagen har overskriften "Vanding, økologi, energiafgrøder, majs og kartofler". Den finder sted 26. juni.

Jyndevad råder over 90 ha jord, hvor af de 79 af dem er forsøgsegnet, og der er personale og udstyr til at udføre forsøg med nøsten alle landbrugsafgrøder.

På temadagen vil professor Mathias N. Andersen fra Institut for Agroøkologi fortælle om vanding i majs, seniorforsker Elly Møller Hansen fra samme institut fortæller om majs og efterafgrøder, mens ph.d., cand.agro. Finn Plauborg og ph.d.-studerende Zhou Zhenjiang fortæller om vanding af kartofler.

Jordbrugstekniker Søren Sommer vil fremvise energiafgrøder, mens Margrethe Askegaard fra Videncentret for Landbrug fortæller om økologi og vanding af lupin.

- Vi håber på, at det faglige program kan vise mangfoldigheden på AU Jyndevad og give et indblik i de aktiviteter, som universitetet udfører på forsøgsstationen. Temaerne håber vi henvender sig til en bred skare - fra den fagligt interesserede landmand til konsulenter i landbruget, forklarer Finn Plauborg, som står bag temadagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det faglige element om formiddagen afløses om eftermiddagen af en social del med jubilæumsreception, hvor tre talere hylder forsøgsstationen.

Det drejer sig om tidligere leder af AU Jyndevad, Lorens Hansen, som vil tale om emnet "Jyndevad Forsøgsstation og dens betydning for dansk jordbrugsforskning - et kort tilbageblik".

Lektor Gitte Rubæk fra Institut for Agroøkologi, som vil tale om "Fosfor og kalk, hvad ved vi ikke endnu?", mens den nuværende leder af forsøgsstationen, Ove Edlefsen, fortæller om emnet "Den historie husker vi særlig".