Der er fra dags dato kommet en ny Korne-forhandler i Nordjylland. Det er RP Maskinservice i Kongerslev, der med ejer Rasmus Pejs i spidsen har fået forhandlingen, fortæller sælger hos importør Brøns Maskinimport Claus Fey.

- Ramus har fået forhandlingen af alle Krone-produkterne og skal selvfølgelig sørge for, at vi beholder markedsandele i det område, men også eventuelt vinder nye kunder, siger Claus Fey.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rasmus har vi tidligere haft noget samarbejde med her i huset i Brøns vedrørende salg af plove og Amazone-sprøjter, som han har solgt igennem en anden forhandler. Rasmus har ikke forhandling af noget græsgrej, så der så vi en mulighed for at få en stærk Krone-forhandler i et område, hvor vi mangler en forhandler til alle de Krone-produkter, som kører der i forvejen.

Rasmus Pejs, RP Maskinservice, glæder sig til den nye udfordring.

- Vi går en spændende fremtid i møde, siger han.

Han skal nu se markedet lidt an og finde ud af, hvilke muligheder der er.

- Der er blevet gjort en del for at sælge Krone i området af en tidligere forhandler, og det skal vi ud og følge lidt op på. Det bliver dog ikke noget vildt og voldsomt, for vi skal først lige finde ud af, hvad grundlaget er, og så må vi tage det derfra.