Vi er her også i 2015.

Sådan lyder det fra Det Østjyske Dyrskue.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den markante opbakning fra udstillere betyder, at Det Østjyske Dyrskue allerede nu kan meddele, at næste års dyrskue i Horsens allerede er i støbeskeen. Det sker i tæt samarbejde med Horsens Kommune.

Forberedelserne til sommerens dyrskue i Horsens den 13.-14. juni kører nu på sit højeste, men de indledende forberedelser til næste års dyrskue er altså allerede i fuld gang.

Det fortæller skuets koordinator, Jørgen Skov Nielsen, der sammen med bestyrelsen for Foreningen Land & By Østjylland er stolte og glade for den store opbakning fra udstillerne.

- Vores dyreudstilling i år slår rekord med ca. 365 store dyr, hvilket er ca. 50 dyr flere end sidste år. Der er fremgang for alle kategorier, og vi har også en rigtig stor udstilling af mindre dyr, som omfatter både høns, kaniner og katte plus et stort børnedyrskue. Samtidig oplever vi en rigtig fin opbakning fra maskinudstillernes side, der også er med til at skabe den succes, som dyrskuet er.

- Vi oplever, at udstillerne vil dyrskuet, vi har en meget engageret bestyrelse, og der bliver ydet et stort frivilligt arbejde omkring arrangementet, som gør dyrskuet muligt. De senere år har vi haft flotte besøgstal, så alt i alt kan vi konstatere, at dyrskuet har stor opbakning hele vejen rundt og dermed fortsat har en fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Godt samarbejde

Ifølge Det Østjyske Dyrskue er opbakningen fra Horsens Kommune stor.

- Byens borgmester har ved flere lejligheder udtalt, at han ser dyrskuet for at være et væsentligt element i hele udviklingen af Horsens som kultur- og oplevelsesby. Han giver dyrskuet sin fulde opbakning og kan også se værdien af at skabe forståelse for landbruget. Disse tilkendegivelser har stor betydning, og vi er glade for den positive støtte fra borgmester Peter Sørensen.

Det er Horsens Kommune, der ejer dyrskuepladsen, mens dyrskueforeningen ejer staldene.

Næste års udgave af Det Østjyske Dyrskue 2015 vil finde sted den 12.-13. juni.