LandboSyd kommer ud af 2013 med et overskud på 1,6 millioner kroner før skat. Det har været et år med fremgang i forhold til året før, hvor resultatet var 472.000 kroner før skat.

LandboSyd forklarer overskuddet med en tilgang af nye kunder fra hele landet samt et godt samarbejde med eksisterende kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen steg fra 63,8 millioner kroner i 2012 til 65,2 millioner kroner i 2013. Samtidig bidrog også datterselskaberne Agrocura Finans & Råvarer og LandboGruppen SYD positivt til LandboSyds samlede aktiviteter og økonomi.

- Det er vigtigt, at vi har et positivt økonomisk resultat, så vi kan konsolidere os og sikre konkurrenceevnen. En god økonomi er et fantastisk godt grundlag for fortsat at udvikle virksomheden, siger direktør Klaus Andersen, LandboSyd.

Han oplyser, at LandboSyd på et år frem til september har øget antallet af udarbejdede landbrugsregnskaber fra 805 til 820, hvilket svarer til en stigning på 1,9 procent. I samme periode faldt antallet af de samlede regnskaber udarbejdet af rådgivningsvirksomhederne på landsplan med 1,5 procent.