For de omkring 1.400 minkavlere i Danmark er det altafgørende for omsætningen, at dyrene passes ordenligt.

Derfor blev det i 2012 gjort lovpligtigt, at alle medarbejdere skal have gennemført et kursus, før de må arbejde med minkene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det oplyser Fagbladet 3F, som i samarbejde med Kopenhagen Fur og arbejdsgiverforeningen GLS-A har arrangeret kurser til ledige, hvor de kan blive undervist i at passe mink.

Idéen til kurset kommer på baggrund af den gode udvikling, minkbranchen er inde i. De høje produktionstal og stigende priser for skind betyder, at flere minkavlere ønsker at udvide deres farme.Og hos 3F håber man på, at det vil skabe flere nye arbejdspladser.

- Det er en rigtig god mulighed for, at danske ledige kan få nogle kvalifikationer og motivationen til at arbejde med mink. Det er en branche i vækst, og der er mange mulige jobs at finde, siger Vagn Henriksen, som er forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

Ifølge ham har minkavlerne tidligere udtrykt bekymring over, at der ikke var særligt mange danske arbejdere og dermed ikke nok til at tage over, når der skal ske et generationsskifte.

Ny kurs 

Efter en konflikt med minkvirksomheden DanPels sidste efterår lavede 3F en stor aktion, hvor flere minkfarme og pelserier kom ind i arbejdsgiverforeningen GLS-A.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Organiseringen af minkfarmene betyder ifølge 3F, at de danske arbejdere nu kan konkurrere på jobbene, når de har taget kurset, fordi det er under overenskomstmæssig løn og arbejdsvilkår.

- Vi kan konstatere, at størstedelen af medarbejderne på minkfarme er østarbejdere. Problemet med det er, at de tit arbejder under dårligere forhold og til lavere løn end danske arbejdere. Og vi syntes selvfølgelig, det skal ske under danske forhold, siger forhandlingssekretær Vagn Henriksen.