Der bliver kæmpet med argumenter for eller imod danske ulve på facebook, der bliver skrevet artikler og læserbreve, og i sidste uge begyndte en underskriftsindsamling mod vilde ulve. Det skete på det private initiativ ulvefrit.dk.

Nu er endnu en underskriftsindsamling omkring ulvene gået i gang. Den foregår på ulvensvenner.dk, og som web-adressen siger, så ønsker dem, der skriver under, at ulven skal have en chance.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nuanceret debat

"Ulvensvenner.dk indsamler underskrifter fra personer, der har sympati for, at ulven igen har slået sig ned i Danmark. Det vil også sige, at vi samler underskrifter fra personer, der ønsker en nuanceret og saglig debat om ulvens tilbagevenden til den danske natur," skriver Jesper Normann-Riis fra Ikast på ulvensvenner.dk.

Jesper Normann-Riis står bag initiativet.

Underskrifter til minister

Lige som underskrifterne fra ulvefrit.dk, bliver de indsamlede underskrifter på ulvensvenner.dk på et tidspunkt sendt til ministeren.

"Ulvensvenner.dk glæder sig over, at vi igen har fået ulven tilbage i Danmark. Vi ser ulven som et "frisk pust" til den skønne danske natur. Vi ser ulven som en naturlig tilbagevendende del af den danske natur, primært i de såkaldte store ulve-venlige områder, der alle befinder sig i Midt- og Vestjylland samt i det nordjyske," står der på hjemmesiden.

Der står, at ulvens tilbagevenden ikke skal romantiseres. Ulven er et stort rovdyr, men en kampagne mod ulven skal ikke ske på baggrund af fordomme og angst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spæd begyndelse

Onsdag eftermiddag er kampen mellem ulvefjender og ulvevenner meget ulige. Der er indsamlet over 8.800 underskrifter på ulvefrit.dk, mens ulvensvenner.dk er på vej mod de første 30. Men som nævnt har ulvefrit.dk været på nettet i en uges tid.