Der bliver både kæmpet i lærer-konflikten og i ulve-sagen i disse uger, og mens parterne i lærer-lockouten er Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening, så udspiller ulve-kampen sig blandt andet mellem en underskrifts-indsamling mod fritlevende ulve, og en indsamling for ulvene.

Indtil videre fører ulve-modstanderne stort, men indsamlingen er ikke helt uden problemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

6.000 underskrifter hænger

De tre vestjyske initiativ-tagere til ulvefrit.dk skriver, at mens der i øjeblikket er bekræftet over 9.400 underskrifter, så er der yderligere 6.000 personer, der har afgivet en underskrift uden at godkende den bagefter. Det kan skyldes, skriver ulvefrit.dk, at den bekræftelsesmail, som modstands-siden sender til folks mailadresse, når de har afgivet en underskrift, ender i folks spamfilter, fordi deres mailprogram ikke kan genkende afsenderen og dermed tror, at det bare er noget skidt.

Derfor håber ulvefrit.dk, at folk vil tjekke deres spamfilter, bekræfte mailen og dermed snart sende ulvefrit op forbi 15.000 "rigtige" - altså bekræftede underskrifter.

543 på et døgns tid

Under alle omstændigheder fører ulvefrit.dk meget stort over ulvensvenner.dk, men modstanderne har også mange dages forspring i forhold til vennerne, der gik i luften med deres underskriftsindsamling onsdag.

Et døgns tid efter opstarten har ulvensvenner.dk 543 underskrifter. Fælles for de to initiativer er, at underskrifterne på et tidspunkt bliver afleveret til den ansvarlige minister.

Venner i København

Et hurtigt kig på, hvor underskriverne kommer fra rent geografisk afslører i øvrigt, at mens ulvefrit.dk stort set kun rekrutterer underskrivere fra Jylland, har ulven også venner i København og flere andre steder på Sjælland.