EU-Parlamentets græske næstformand kollapsede og måtte have lægehjælp efter at have ledt en mere end to en halv time lange afstemning om parlamentets syn på landbrugspolitikken efter 2013.

Parlamentarikerne stemte blandt andet for at sætte et loft over landbrugsstøtten til brug, der får mere end 2,2 millioner i landbrugsstøtte. De stemte også for at stoppe støtten til sportsklubber og lufthavne. Til gengæld vil de fortsat give støtte til EU’s tobaksbønder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen støtte på tværs

Derudover kan danske mælkebønder varme sig ved, at parlamentarikerne i vid udstrækning kasserede et forslag om at gøre støtten ens på tværs af sektorer, der ville have betydet, at de skulle overlevere store summer til deres svine- og plantekolleger.

Til gengæld åbner parlamentet også op for en mere udbredt brug af såkaldt koblet støtte til producenter i sektorer, der lider under pres fra markedet. En praksis, som giver frygt for en tilbagevenden til tidligere tiders smørbjerge og mælkesøer.

Juridisk usikkerhed

EU-Kommissionens forslag om at gøre 30 procent af landbrugsstøtten afhængig af grønne tiltag bestod. Men juridiske fiksfakserier omkring visse ændringsforslag gør det usikkert i hvilken udstrækning.

Det blev dog tydeligt, at en mulighed for at blive betalt for de samme grønne tiltag fra flere EU-kasser samtidig bortfalder.

Sukkerkvoter til 2020

Parlamentarikerne stemte også for at beholde sukkerkvoterne, der ellers var på vej mod udfasning, til 2020, og dermed de facto udsætte beslutningen til næste reform af landbrugspolitikken. Men de afviste et forsøg på at så tvivl om udfasningen af mælkekvoterne i 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maratonafstemningen bliver parlamentets mandat til forhandlinger med EU’s ministre i reformens slutspil. De kommer til at starte den 11. april og skal være afsluttet før udgangen af juni.