Danske Irma har sammen med tre andre europæiske dagligvarekæder modtaget prisen Top-level Bio 2013 på verdens største økologimesse, BioFach i Nürnberg her i februar.

Det er det tyske magasin "Ein Hertz Für Bio", der sammen med BioFach uddeler den internationale pris, som gives til dagligvarebutikker, der gør en særlig indsats for økologi. Prisen er også overrakt til tyske Tegut, franske Auchan og østrigske Norma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Irma har igennem 20 år været i front, hvad angår økologi. Irmas partnerskab med lokale avlere har medvirket til at styrke og udvikle markedet for økologiske kvalitetsprodukter, lyder juryens begrundelse.

- Vi er meget stolte over, at vores indsats for at udvikle og sælge økologiske fødevarer er blevet bemærket internationalt. Siden Irma slog dørene op for 125 år siden, har vi haft fokus på kvalitet, og for os handler økologi netop om dét, og i de økologiske varer anvendes ingen kemiske genveje til velsmag, siger Uffe Frovst, indkøbsdirektør hos Irma.

Han peger samtidig på, at Irma ofte finder produkter med stor nyhedsværdi blandt de økologiske producenter, eksempelvis grødblandinger fra Aurion, nye kornsorter fra Livø, produkter af fåremælk fra Knuthenlund, Gedekød fra Stenalt gods osv.

Ifølge Uffe Frovst udgør de økologiske varer over 20 procent af Irmas samlede omsætning.

- Økologisatsningen har givet Irma en klar og skarp profil, og Irma er konstant "firstmover" på nye bevægelser indenfor økologien, sagde eksportchefen i Økologisk Landsforening, Klaus Bentzen, der overrakte prisen.