Sønderjyske landmænd siger nu nej tak til at mødes med fødevareminister Mette Gjerskov.

Et stormøde, som skulle have fundet sted i Aabenraa på torsdag, er blevet aflyst af landboforeningerne LandboSyd og Sønderjysk Landboforening med opbakning fra landboforeningen LHN og Sønderjysk Familielandbrug. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har opgivet at få ministeren til at lytte. Vi har mange forsøgt at komme i reel dialog med ministeren om randzonerne, men uden held. Hun fremfører nærmest bevidstløst de samme argumenter igen og igen, og vi kommer ingen vegne. Mette Gjerskov vil ikke og ønsker tilsyneladende ikke at medvirke til at finde de bedste løsninger til gavn for naturen, landmændene og samfundet. Derfor mener vi, det er omsonst at gennemføre stormødet i Aabenraa, siger formand for LandboSyd, Mogens Dall.

Dall: Gjerskov ønsker ikke landbruget

Mødet skulle have fundet sted i Sønderjyllandshallen i Aabenraa med omkring 800 landmænd som deltagere.

- Mette Gjerskov ønsker ikke landbruget. Hun bryder sig ikke om os landmænd, og det er nok første gang nogensinde, at vi i Danmark har en fødevareminister, der simpelthen ikke bryder sig om de mennesker, hun er minister for, siger Mogens Dall.

Han lægger ikke skjul på, at han har opbakning fra mange landmænd, som giver udtryk for, at det ikke kan betale sig at have med fødevareministeren at gøre. De oplever, at ministerens debatniveau og indsigt er under lavmålet.

- Vi har brug for at komme videre. I denne uge opfordrede vi toppen i Landbrug & Fødevarer til at træde mere i karakter over for ministeren. At behandle landbrugserhvervet på den måde, som Mette Gjerskov gør, er direkte skadeligt for Danmark,” siger Mogens Dall.