Bæredygtigt Landbrug er kommet i besiddelse af en korrspondance mellem EU og den danske stat. Ifølge organisationen viser den, at EU ikke accepterer den danske randzonelov, hvor landmænd skal lave dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene.Det skriver DR Nordjylland.

Og det går stik imod, hvad fødevareminister Mette Gjerskov har givet udtryk for, siger direktør fra Bæredygtigt Landbrug Vagn Lundsteen

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bør have den konsekvens, at hun først og fremmest bør trække randzoneloven tilbage, og dernæst bør hun tage sit gode tøj og gå fra posten, inden hun bliver sat af, siger han til DR.

V: Stærkt kritisabelt

Fødevareordfører for Venstre Erling Bonnesen mener, at det er helt tydeligt, at alle oplysninger ikke er blevet lagt frem.

- Det er jo stærkt kritisabelt og fuldstændig utilfredsstillende. Det ligner vildledning, men hvorvidt det er det, mangler vi så at få efterprøvet. Og det er derfor, jeg nu kræver en skriftlig, fuldstændig redegørelse fra ministeren, siger han.

Mette Bock, der er medlem af fødevareudvalget for Liberal Alliance, er blevet forvirret på et højere plan. Hun vil i dag, mandag, sende flere spørgsmål til fødevareministeren for at få en forklaring.

Den 8. maj er fødevareministeren kaldt i samråd om sagen af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, netop for at få et overblik over, om der er oplysninger ministeren har tilbageholdt, eller om ministeren har vildledt Folketinget.