”Det bliver ikke nemt. Men vi kan, hvis vi vil”.

Sådan lød en af Helle Thorning-Schmidts udmeldinger i statsministerens nytårstale, og her er ifølge Vagn Lundsteen, direktør for Bæredygtigt Landbrug, hele sagen i en nøddeskal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne spørge statsministeren: Vil statsministeren og regeringen? Der ligger mange arbejdspladser og venter hos fødevareproducenterne, hvis regeringen kan og vil skabe bedre vilkår for fødevarebranchen, siger han.

Statsministeren brugte også taletid på at forberede danskerne på ”nogle magre år”, men det behøver ikke gå, som Helle Thorning-Scmidt dystert forudsiger, mener Vagn Lundsteen.

- Landbruget kan skabe vækst og arbejdspladser her og nu, hvis bare vi fik lov. Det vil vi gerne fortælle statsministeren om, og vi håber, at vi sidder med ved bordet, når Natur- og Landbrugskommissionen i 2012 udstikker retningslinjerne for fremtidens fødevareproduktion i Danmark.

- Afgifter begrænser væksten

Statsministeren udtalte også i nytårstalen, at:

"Vi står med to store udfordringer. Vi skal have styr på de offentlige underskud, og vores virksomheder skal igen være blandt de mest konkurrencedygtige i verden.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vagn Lundsteen mener, at regeringens egne afgifter ligger i vejen for Thornings målsætning.

- Landbrugserhvervet begrænses med afgifter, regler og forhindringer, der ikke kun belaster landbrugets konkurrenceevne, men også lægger hindringer i vejen for vækst og beskæftigelse i hele samfundet, siger han og fortsætter:

- Den danske muld bliver oversvømmet og jorden undergødet, staldene står tomme og slagterier og mejerier lukker på stribe. Alt sammen på grund af statsregulerede produktionsbegrænsninger. Produktionsapparatet står klar; Det er tid til handling, inden det er for sent.

Vagn Lundsteen håber, at regeringen tager imod landbrugets tilbud om at bidrage til væksten:

- Danske fødevareproducenter kan øge produktionen væsentligt, hvis bare vi fik lov. Til gavn for beskæftigelsen, eksporten, statsfinanserne og udkantsdanmark. Vi kunne løse det hele, hvis bare vi fik lov.