Maskinbladet Agritechnica

Lemken overtog i 2005 virksomhederne Jacoby og RTS. Begge virksomheder producerer sprøjter, men hidtil er det kun Albatros-sprøjten fra RTS, der har været markedsført i Danmark. Det kan der snart blive lavet om på, for både i udseende og i teknik har den nye Vega-trailersprøjte, som er udviklet af Lemkens ingeniører på den tideliger Jacobi fabrik, alle muligheder for at slå igennem på det danske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prototypen har en tank på 5.000 liter, og i fremtiden vil der også komme modeller med 3.000 og 4.000 liter. En kraftig skvulpeplade opdeler tanken og opretholder en god vægtfordeling - også når tanken er halvfyldet.

Elektriske ventiler

Alle ventiler på Vega betjenes elektronisk, enten fra computeren i traktoren eller fra et display på selve sprøjten.

- Når ventilerne betjenes elektronisk, behøver de ikke nødvendigvis at være placeret side om side på maskinens venstre side. De kan derimod placeres, hvor det er mest hensigtsmæssigt. Derved kan længden på slangerne minimeres, og mængden af restsprøjtemiddel i sprøjten reduceres, forklarer Anders Brun Rasmussen, der har ansvaret for salget af Lemken i Danmark.

Den elektroniske styring af ventilerne betyder også, at eksempelvis skylning og vask af sprøjten kan klares fra førerkabinen. Systemet er ligeledes velegnet til betjening via GPS, hvor der automatisk lukkes for de enkelte dyser, når der køres ud i en kile i marken.

Bomhøjde på tre meter

Bommen består i bunden af en rektangulær aluminiumsprofil, der øverst er forstærket af en gitterkonstruktion. Dyseholderen med tre eller fem dysser sidder beskyttet i aluminiumsprofilen, og højden på bommen kan justeres i intervallet 0,5-3,0 meter. Bommen er ophængt i en kombination af en vertikalmast, som på en truck, og i et parallelogram. Ved at anvende truckmasten, holder Lemken bommen på Vega tæt ind mod tanken, og dermed reduceres belastningen på sprøjten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sprøjtebommen kan leveres i bredder fra 15 til 30 meter. Bommen har cirkulation af sprøjtevæsken, og dyserne åbnes og lukkes elektronisk.

Overvågning på dyseniveau

Sammen med den nye sprøjte demonstrerede Lemken et nyt overvågningssystem, der informerer føreren, hvis en eller flere dyser stopper til. Informationen får føreren på displayet i kabinen, og ikke nok med det, han får også eksakt viden om, hvilke dyser der er ud af drift. Det gør det let at finde og rense de tilstoppede dyser.

Den elektroniske overvågning af dyserne fritager føreren for at skulle se bagud for at kontrollere, om der er tilstoppede dyser. Det giver også større sikkerhed, når der sprøjtes i mørke og under ugunstige forhold. Lemken modtog på Agritechnica 2011 en sølvmedalje for systemet.

Vega forventes klar til salg i 2013.