Maskinbladet, Tyskland

På Agritechnica viste Lemken et studie for deres kommende Vega trailersprøjte, og nu har Lemken fremvist sprøjten i fuld størrelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Sprøjten er helt nyudviklet, og al udviklingen har foregået hos Lemken i Tyskland. Den nye serie kommer i tre forskellige modeller med tankstørrelser på 3.000, 4.000 og 5.000 liter og med bombredder fra 15 til 30 meter.

- Bommen er meget kompakt og foldes ind bag sprøjten, påpeger Nis Peter Albrechtsen, salgschef for det danske marked.

- Bommen er fremstillet af aluminium, og det gør den meget let og samtidigt meget stabil, fortæller han og fremhæver bommens fleksibilitet.

Gyro-sensorer sørger for, at bommen konstant følger jordens overflade, og bommen kan derfor vinkle fra 8,0 grader under vandret til 15 grader over vandret.

Bommen er udstyret med dyseholder til fem dyser, men dyserne kan ikke skiftes elektronisk fra kabinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er dog en løsning, som er på vej fra Lemken, understreger Nis Peter Albrechtsen.

Bommen er ophængt i en form for trucktårn, som er placeret i et parallelogram, og højden på bommen er fra 0,5 meter til 3,0 meter over jordoverfladen.

- Bommen kører med konstant cirkulation med tryk fra begge sider af dysen for at reducere tryktabet til dyserne så meget som muligt, og samtidigt kan dyserne lukke af enkeltvis, hvilket er en stor fordel ved kilekørsel, forklarer Nis Peter Albrechtsen.

Vaskesystemet

Tanken er fremstillet med alle dyser til omrøring og skylning monteret udvendigt.

- Dette betyder, at der ingen slanger og rørforbindelser er monteret inde i tanken, men i stedet oven på tanken og med dyserne monteret ind i tanken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Præparatfylderen er udformet helt rund, og det giver den fordel, at der ved skylning kan opnås en cirkulationseffekt i hele beholderen, som sørger for en effektiv vask.

Skyllesystemet styres fra en mindre terminal ved præparatfylderen.

- Her kan alle funktioner ved fyldning og skylning styres sammen med en række andre funktioner på sprøjten, fortæller Nis Peter Albrechtsen og understreger dermed, at det ikke er nødvendigt at skulle op i traktorens kabine, når arbejdet foregår omkring sprøjten.

- Dog foregår de mest benyttede funktioner til skylning af dunke og skylning af beholder med haner, så det hurtigt kan betjenes, fremhæver Nis Peter Albrechtsen.

Han fremhæver også, at tryk- og sugefilter er vendt på hovedet for på den måde at lave en mere effektiv tømning ved skylning af sprøjten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stabil sprøjte

Sprøjten kan som ekstraudstyr tilkøbes med hydraulisk justerbart træk, som følger traktoren i kurvekørsel med elektrisk styring.

- Desuden er trækbommen hydraulisk affjedret, og sprøjten er godkendt til en topfart på landevejen på 60 kilometer i timen.

Sprøjtens sporvidde går fra 1,70 til 2,25 meter, og akslen har en mekanisk affjedring.

Sprøjten er udstyret med to pumper, begge med kapacitet på 250 liter i minuttet, og den ene pumpe bruges til omrøring, mens den anden bruges til sprøjtearbejdet.

Den nye sprøjte ventes til Danmark til sommeren 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men vi skal nok første vente den til rapssprøjtningen efter høst, fortæller Nis Peter Albrechtsen, som ser meget frem til at få de første modeller ud hos de danske kunder.