Andreas Bjerregaard driver et landbrug i Vestjylland. På bedriftens 200 hektar er der planteavl blandt andet kartofler. Han stiller op til Folketinget for Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds. Her svarer han på, hvad han vil gøre for at sikre dansk landbrugs fremtid, hvis han bliver valgt. 

Hvad skal der ske med Grøn Vækst?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grundlaget for vandplanerne er ikke på plads. Det holder ikke at lave lovgivning over hele linjen. Vi skal have målrettede tiltag. Nogle steder kan man ikke reducere kvælstofudledningen, og andre steder må vi benytte de redskaber, vi har. For eksempel har jeg på min egen bedrift plantet pil, og på den mere robuste jord har jeg dyrket hvede. Så ud over at reducere kvælstof mængden har jeg også fået et større hvedeudbytte, fordi gødningen er fordelt anderledes.

Hvad mener du, er den vigtigste miljømæssige udfordring for landbruget?

Der er mange miljøpolitiske udfordringer. Hele brugen af hjælpestoffer i landbruget er nok den største. Men også skånsom udrensning af vandløb. Og nu oversvømmelser - som er et problem for hele samfundet. Det hænger sammen det hele.

Mener du, at landbruget er den vigtigste nøgle til forbedring af miljøet?

Det er én af pindene. Mange andre områder spiller ind også. Det er meget karakteristisk, at man i storbyerne er nødt til at gå længere og længere ud på landet efter rent drikkevand. I det hele taget glemmer man nemt, at der er tale om fortidens synder, når landbruget kritiseres for forurening af drikkevandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere fleksible regler

Man skal have en miljøgodkendelse for at måtte ændre på sin bedrift - mener du, at der skal ændres på de vilkår?

Ja, det mener jeg. Det skal være mere fleksibelt. Først og fremmest skal loven ændres, så kommunerne bedre kan vurdere sagerne. Loven er ikke tydelig nok.

Hvor vigtigt mener du, landbruget er for samfundsøkonomien?

Utroligt vigtigt. Værdi af landbruget er godt 100 milliarder kroner - det samme beløb, som sundhedssektoren koster.

Har landbruget, som står for en meget lille del af BNP, berettigelse til særstatus med eget ministerium (i modsætning til andre erhverv, der hører ind under Erhvervsministeriet)?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvfølgelig har vi krav på et landbrugsministerium. Og der er fint, at det hører ind under Fødevareministeriet, der burde bare være mere fokus på fødevaresikkerhed og mindre på miljø. Vi er kendt for vores fødevaresikkerhed ude i verden - det er bare herhjemme, at man ikke har fundet ud af det.

Der er selvfølgelig mulighed for at strukturen i landbruget ændrer sig, så vi får store landbrugsselskaber, og de ville måske nok høre bedre ind under Erhvervsministeriet.

Væk med grønne afgifter

Hvad skal vi gøre for at sikre landbrugets konkurrenceevne i forhold til andre EU-lande?

Vi skal give vores virksomheder rammevilkår, som svarer til det øvrige EU. Fødevarevirksomhederne skal fritages for grønne afgifter på energi og vand - det kunne give vækst for virksomhederne. Det ville også være til fordel for primærproduktionen, som kunne få en bedre afregning.

Er der brug for initiativer, der kan lette virksomhedernes eksport?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop tiltaget med at fjerne de grønne afgifter for fødevarevirksomhederne, ville hjælpe eksporten.

Kan Danmark undvære landbrugets eksportbidrag?

Nej, det mener jeg ikke. Landbruget kan ikke undværes hverken økonomisk eller klimamæssigt.

Dansk landbrug er ikke så værdsat blandt danskerne som svensk, norsk og finsk landbrug er i deres lande - hvorfor er det sådan, og er det retfærdigt?

Det er bund-uretfærdigt. Landbruget har længe været kastebold i det politiske spil om dyrevelfærd, miljø, natur og så videre. Derfor bliver der nogle steder set ilde på erhvervet. Det skal vi have vendt - vi skal ikke bare sidde og vente på, at det går over.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvorfor skulle Maskinbladets læsere stemme på dig?

Fordi en stemme på mig er en stemme på produktion og vækst i Danmark. Og vejen til vækst er frihed, engagement og ansvar. Jeg vil arbejde for at ændre på tingene og give virksomhederne mulighed for vækst. Jeg kan se, hvor problemerne er, og jeg er god til at lytte til mine kolleger, men jeg har også det politiske mod til at slå sømmene i, når det er nødvendigt.